AaB var bare ikke gode nok

Martin Ericsson kæmper om bolden med Jean-Sebastian Jaurus. - Foto: Ole Kjær
Martin Ericsson kæmper om bolden med Jean-Sebastian Jaurus. - Foto: Ole Kjær
Lyt til artiklen

Kedeligt og trist, det er de to ord man kan hænge på den første kamp i UEFA Cuppen mellem AaB og Auxerre som endte 1-1 på Aalborg Stadion. En udgangsposition inden returkampen om 13 dage, som Auxerre kan være godt tilfreds med. Holdet var klart bedre end AaB og ud over Bård Borgersens smarte udligning til 1-1 havde Auxerre styr på begivenhederne. Nordjydernes chance i Auxerre er at håbe på et kontraangreb, som kan give det mål, der kan bringe AaB videre i UEFA Cuppen og give dansk fodbold lidt af den internationale succes, som man så hårdt trænger til. Tilskuere måtte føres bort Mens der på banen ikke var meget dramatik, kunne AaB-hardcore-fans, der holder til på tribunen bag det østlige mål på Aalborg Stadion, igen bringe sig i centrum på kedeligste vis. Midt i anden halvleg måtte over 20 kontrollører ned for at have fat i tilskuere, der ikke kunne opføre sig ordentlig. Nogle stykker blev ført bort. Sørgeligt at tilskuerne ikke kan opføre sig ordentlig på en af de sjældne aftener, hvor der er international fodbold på Aalborg Stadion. Mens man i søndags mod Brøndby kunne hade Brøndbys fans, var der ikke en eneste Auxerre-fan på Aalborg Stadion, der kunne blive udråbt som idiot eller det, der er værre. Det fortæller vel alt, at man så lader det gå ud over dem, der holder med samme klub som en selv. Seks minutter før pausen kom der gang i målscoringen. Et smukt indlæg fra højre side kunne en udækket Benjani Mwaruwari heade i nettet til 1-0 til de franske gæster, da AaBs opdækning kiksede totalt. Fire minutter senere fik AaB hjørnespark. Martin Ericsson sparkede, og bag om Auxerres forsvar kom Bård Borgersen løbende og sparkede fra et par meters afstand bolden i nettet tæt op af stolpen til 1-1. Mangler forstærkning AaB stillede op med David Nielsen som eneste spiller i front. Han havde det svært og var totalt anonym i dem første 45 minutter. En fem mands midtbane havde det vanskeligt mod de boldsikre og teknisk gode franskmænd, der gang på gang fik lov til smukt spil midt på banen. Hele tiden forsøgte Auxerre at spille igennem AaB-forsvaret til de to angribere Mwaruwari og Kalou. På AaB's midtbane var der tre spillere, som kun spillede der af nød - man havde simpelthen ikke andre. Jacob Kortegaard spillede i foråret i FC Nordjylland og gjorde ikke meget væsen af sig mod Auxerre. Jacob Sørensen har været marginalspiller i de sidste par sæsoner, og Thomas Augustinussen er rykket tilbage på midtbanen, fordi han som angriber ikke scorer de mål, som det kræves for at være i front. Det fortæller vel alt om, hvad det vil sige at have underskud år efter år, for der er ikke råd til de forstærkninger, som enhver kan se AaB har hårdt brug for - også med tanke på den bundplacering AaB har i superligaen. Allerede efter tre minutter var det ved at gå galt, da Allan K. Jepsen svigtede sin markering, men Kalou, sparkede i sidenettet. Senere i halvlegen fulgte flere andre gode forsøg fra Auxerre. Ud over målet var AaBs eneste forsøg på mål et langskud fra Bård Borgersen, der havnede i favnen på den franske målmand, og det faktum er meget betegnende for, hvem der styrede fodboldfesten på Ålborg Stadion i første halvleg. I anden halvleg fik David Nielsen sin første chance efter et par minutter, men fik ikke afsluttet ordentligt - og derefter satte de franske gæster sig igen på midtbanen. Efter ti minutter fik AaB forsvaret blokeret til hjørnespark, da Lionel Mathis var ved at slippe fri på en tværaflevering. AaB sluttede med holdets største chance, da Thomas Augustinussen stod fri efter en ripost to minutter før tid, men en mirakelredning af Auxerres målmand forhindrede Augustinussen i at blive aftenens helt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her