Nordisk liga uden Aalborg

Lyt til artiklen

Danske, svenske, norske og finske håndboldhold indleder i januar en helt ny fælles nordisk klubturnering, men det bliver uden AaB Håndbold. Ligesom FCK Håndbold har nordjyderne besluttet ikke at deltage i turneringen. »Vi mener ikke, at den ligger hensigtsmæssigt. Vi har fire potentielle VM-spillere, der måske ikke er hjemme på det tidspunkt, og vi synes ikke, at det er optimalt at deltage, når vi mangler vores bedste spillere«, siger AaB Håndbolds sportschef, Jan Larsen og hentyder til VM-slutrunden, som tre af klubbens norske spillere og danske Rune Ohm kandiderer til at deltage i. »Og hvis vi når kvartfinalen, semifinalen eller finalen, ligger det i april, og da spidser det til med slutspil og nedrykningsspil i ligaen, og hvis man er med i det ene eller det andet race, vil vi ikke bruge vores kræfter på at rejse til Norge eller Sverige for at spille en træningsturnering«. »Der venter et hårdt program med liga, pokalturnering og landsholdssamlinger, og det er med de samme spillere, og det er vigtigt, at de er klar, når de vigtige kampe skal spilles. Vi synes, at der er rigeligt med kampe, og skulle der være flere, skulle det være et rigtigt attraktivt tilbud, og det synes vi ikke, at turneringen er i sin nuværende form«, siger Jan Larsen. Han kalder idéen god men er ikke tilfreds med den information, som klubberne har fået af arrangøren - Divisionsforeningen. Sportschefen havde gerne set en bedre dialog, så man for eksempel kunne have fundet et andet spilletidspunkt. AaB Håndbold kommer dog ud at rejse, da holdet deltager i EHF Cuppen. Sidste år nåede klubben en kvartfinale i sin europæiske turnering, og ambitionen er, at AaB i år når lige så langt og gerne en kamp videre. Målet er slutspillet På samme måde er forbedring også målet i den hjemlige liga, hvor AaB sidste år fik bronze. »Vi har været i slutspillet i de to seneste sæsoner, og målet er da at nå dertil igen i år. Når vi det, bliver målet en finale, for det er jo ikke sjovt at tabe tre semifinaler i træk«, siger Jan Larsen. Efter at AaB kun tabte én kamp på hjemmebane i sidste sæsons grundspil, indledte holdet denne sæson med at tabe sin første kamp, der blev spillet hjemme i Aalborg mod Bjerringbro. Få dage efter fik nordjyderne dog lidt at smile over, da holdet med en sejr - absolut ingen overbevisende af slagsen - spillede sig videre i pokalturneringen ved at slå Århus GF på udebane. Fredag aften var AaB så tilbage på hjemmebanen til et opgør i Håndboldligaen mod Silkeborg-Voel, hvor det blev til en sikker sejr på 33-22.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her