AaB-styrmand står til lang pause

Lyt til artiklen

AaB's forsvarskrumtap Bård Borgersen står til en karantæne af de slemme. Onsdag aften blev nordmanden udvist i kampen mod Randers FC efter bare ni minutter, da dommer Claus Bo Larsen vurderede, at Borgersen efter en hård tackling med Kim Østergaard sparkede ud efter Randers-spilleren - endda i to omgange. Dommerskub Men her stoppede balladen ikke. For da Claus Bo Larsen præsenterede nordmanden for det røde kort, plantede Borgersen to hænder i brystet på dommeren og skubbede ham væk, så Claus Bo Larsen måtte træde to-tre skridt baglæns. »Jo, han skubbede mig da. Jeg blev lidt chokeret«, siger Claus Bo Larsen. Men selv om FIFA-dommeren altså siger, at han blev skubbet, vil han ikke udtale sig om, hvorvidt han har indberettet sagen til DBU's disciplinærudvalg. Claus Bo Larsen har allerede skrevet sin kamprapport, og herefter er det en sag mellem Bård Borgersen og DBU. »Men jeg vil sige så meget, at det ville være forkert af os dommere, hvis der ikke blev taget hånd om sådan en sag. Der er masser af mennesker, som har set episoden i fjernsynet, og hvis en ting som den i går (onsdag, red.) pludselig er legal i Superligaen, så kan vi jo ikke forklare seriespillerne, at de ikke må skubbe til dommerne«, siger Claus Bo Larsen. Sagen formentlig indberettet Dommeren fortæller desuden, at AaB-repræsentanter onsdag aften var meget interesserede i at få at vide, om dommeren ville indberette skubbet til disciplinærudvalget. I DBU ønsker man ikke at udtale sig om den konkrete sag, fordi »det er en sag, som er under behandling«, men af det - og Claus Bo Larsens udtalelser - er det ikke svært at udlede, at sagen er indberettet til unionen. Selv om man ikke ønsker at udtale sig om sagen, så fortæller man dog fra fodboldens hovedkvarter, at der ikke findes nogen bestemt takst for, hvor meget straf man får for at skubbe til dommeren - det er en vurdering i hvert enkelt tilfælde. Sandsynlig dobbeltstraf Normalt forholder det sig dog sådan, at Bård Borgersen vil indkassere minimum to spilledages karantæne for det direkte røde kort, som han modtog for episoden med Randers-spilleren. Derudover skal Bård Borgersen også straffes for sin forseelse mod Claus Bo Larsen, og da fysisk forulempelse af dommeren - den slags straffes ekstra hårdt, da manden med fløjten er DBU's repræsentant på banen - normalt giver mindst to spilledages karantæne, så står nordmanden til en minimumsstraf på fire spilledage. En hård tackling »Jamen, det er da rigtigt, at jeg skubbede til ham. Og vi kan hurtigt blive enige om, at det skal man selvfølgelig ikke gøre«, siger AaB's Bård Borgersen. »Men jeg mener slet ikke, jeg skulle have været vist ud. Jeg er udsat for en meget hård tackling, og da jeg rejser mig fra den, gør jeg det nok lidt irriteret, og derfor ville det have været rimeligt, hvis vi havde fået et gult kort hver. Men da dommeren så kommer med det røde kort, så er jeg bare så irriteret, at jeg skubber til ham«, siger AaB'eren. Nordmanden, der fik sit andet røde kort i sin AaB-tid, ville i går ikke gætte på, hvor mange spilledages karantæne han får. Han siger dog, at han sikkert får to dage for det røde kort og derudover noget ekstra. »Nu ville jeg næsten ønske, at jeg havde sparket min modstander regulært ned, så jeg vidste, at det i hvert fald var til rødt kort. For hvis bare situationen havde været sådan, ville jeg aldrig have rørt dommeren«, siger Bård Borgersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her