Hold bandlyser dopingdømte

Lyt til artiklen

Alle cykelryttere, som overtræder dopingreglerne, må affinde sig med, at deres forseelse foruden den obligatoriske karantæne også i al fremtid umuliggør ansættelse på de førende firmahold og dermed i realiteten medfører udelukkelse fra størstedelen af de betydende løb. Det er en følge af den beslutning, som blev truffet på et møde - et af de talrige, som foregår i forbindelse med verdensmesterskaberne i Verona - med deltagelse af de 17 mandskaber, der foreløbig er anerkendt som berettiget til at medvirke i cykelsportens nye superliga, Pro Tour, og således sikret retten til start i sæsonens vigtigste begivenheder. Riis: Ikke med tilbagevirkende kraft »Vi indførte et regelsæt, som alle forpligtede sig til at følge, og en af de betingelser, som skal opfyldes, er, at dopingdømte straks fyres og ikke kan få ansættelse på et andet Pro Tour-hold. Det gælder naturligvis ikke med tilbagevirkende kraft. Det ville være urimeligt, men nu ved alle, hvad de risikerer, hvis de ikke holder sig inden for lovens rammer«, siger Team CSC's ejer, Bjarne Riis. »Jeg har tidligere opfordret til, at vi står sammen i kampen mod doping, og jeg anser det her for et uhyre væsentligt skridt. Men der er også andre problemer, der skal klares. Bl.a. mener jeg, at de nye retningslinjer, Den Internationale Cykelunion har opstillet for indgåelse af kontrakter, rummer en stor risiko for, at sorte penge vinder mere og mere indpas, og jeg håber meget, at det kan blive taget i opløbet«. De 17 hold, der foreløbig er accepteret af Den Internationale Cykelunion, UCI, til Pro Tour, får i denne uge sandsynligvis følgeskab af yderligere tre - Domina Vacanze, Bouygues Telecom samt den nyetablerede sammenslutning af Saeco og Lampre - hvis vel at mærke unionens uafhængige licenskomité blåstempler dem. UCI vinder magtkamp Lørdag aften trådte UCI's præsident, Hein Verbruggen, så langt om længe offentligt frem og fortalte, hvordan det står til med hans omdiskuterede, monumentale projekt, den revolutionerende Pro Tour. Og meget tyder på, at Verbruggen er stærkt på vej til at vinde den intense magtkamp med verdens tre førende arrangørorganisationer, som står bag henholdsvis Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a Espana. Sidstnævnte er allerede sprunget fra den fælles, stærke front, som ellers i sidste uge syntes at være dannet i bestræbelserne på at få gennemført omfattende ændringer i opbygningen af Pro Tour. Vueltaen har meldt sig ind igen, og Giroen er stærkt på vej til at gøre det samme, mens Tour-folkene - i hvert fald den øverste boss Patrice Clerc - stadig stritter imod. Kun sproglige rettelser mangler »Allerede mandag formiddag fortsætter vi forhandlingerne, for selvfølgelig ønsker vi at få alle store arrangører med. Men som jeg ser det, er det nu kun rent sproglige udformninger af reglerne, der skiller os, for meget af det, vi har set fremført som kritik, bygger på rene misforståelser. Og hvis nogen virkelig på så løst et grundlag ikke ønsker at samarbejde, påtager de sig et uhyre tungtvejende ansvar for at forsøge at stoppe udviklingen«, lød det på én gang optimistisk og lidt truende fra den særdeles veltalende og overbevisende Verbruggen. »Fra UCI's side har der aldrig været tale om, at vi vil anfægte arrangørernes hævdvundne ret til at bestemme over deres begivenhed. Og slet ikke, at vi skal overtage tv- og marketingrettigheder. De tilhører suverænt hvert enkelt løb. Det har også været fremhævet som sportsligt angribeligt, at der ikke indgår et op- og nedrykningssystem i Pro Tour. Det er rigtigt, at vi tildeler en licens for fire år, men alle bør også være klar over, at et hold kan ryge ud af Pro Tour allerede efter den første sæson, hvis det ikke formår at leve op til kravene. Og det gælder både sportsligt, økonomisk og etisk. Så selvfølgelig kan der forekomme udskiftning. Jeg tror på, vi kan finde hinanden, men under alle omstændigheder eksisterer Pro Tour fra 2005«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her