16 mand jagter kæmpe præmie

Lyt til artiklen

16 mand med sydafrikaneren Ernie Els i spidsen skal i denne weekend i kamp om en første præmie på en million pund - eller cirka 11 millioner kroner. Det er endnu en gang tid til en turnering i serien World Golf Championships, og denne gang gælder det den årlige hulspilsturnering på Wentworth i England. Trods den astronomiske første præmie er det dog kun et semi-eksklusivt felt, der er samlet syd for London, da Tiger Woods ikke har haft lyst til at krydse Atlanten for at deltage i den prestigefyldte turnering. The Big Easy mod nummer et Til gengæld er den femdobbelte og forsvarende mester Ernie Els med, og som nummer to i verden er han naturligvis blandt favoritterne til at gå hele vejen gennem turneringen, som spilles efter cup-systemet - hvis du taber, er du ude - med en finale over 36 huller på søndag. Drømmen er, at The Big Easy, som Els også kaldes på grund af sit bløde, smukke sving, i den finale kan stå ansigt til ansigt med fijianeren Vijay Singh, som også er med på Wentworth. Singh topper verdensranglisten, og derfor kan det altså blive verdens nummer et og to, som skal ud face-to-face for at kæmpe om titlen som verdensmester i hulspil. Der er ingen danskere med i det eksklusive felt, og derfor skal europæisk hæder sandsynligvis hentes hos en af de tre Ryder Cup-spillere Lee Westwood, Padraig Harrington eller Miguel Angel Jimenez - eller måske hos Ryder Cup-kaptajnen Bernhard Langer, som også er med i turneringen. Kæmper for kortet Mens der altså ikke er nogen danskere med på Wentworth, så er både Søren Hansen og Mads Vibe-Hastrup til start på Mallorca, hvor Europa Touren sørger for at holde gang i resten af de professionelle golfspillere, som altså ikke kan deltage i hulspilsmatchen på Wentworth. Mads Vibe-Hastrup ligger og fumler rundt som nummer 107 på den europæiske pengeliste, og derfor har den unge Helsingør-spiller brug for et godt resultat, så han kan sikre sig endnu en sæson på Europa Touren, hvor de 115 første på pengelisten automatisk får fornyet adgangsbilletten til næste års turneringer. Men selv om Vibe-Hastrup altså har en del på spil på Mallorca, så er der statsgaranti for, at han ikke kommer til at trække mest opmærksomhed på ferieøen. Det gør til gengæld - med lige så stor statsgaranti - Ryder Cup-helten Sergio Garcia, som er hjemme fra USA for at være med i turneringen, der har en førstepræmie på cirka 1,2 mio. kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her