Fremad Amager stod for overraskelsen

Der var ikke udpræget forskel på de to mandskaber, selv om Fremad til daglig befinder sig en række under nordsjællænderne. - Foto: Thomas Borberg
Der var ikke udpræget forskel på de to mandskaber, selv om Fremad til daglig befinder sig en række under nordsjællænderne. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Det kan godt være, at den danske pokalturnering ikke har samme status som for eksempel den engelske, men når de små driller de store, og der er drama indtil sidste minut, så er der nu alligevel noget ved at være til pokalbold - selv en halvklam oktoberaften på Amager. Her har de lokale helte fra Fremad fået samlet et hæderligt fodboldhold bestående af alt fra tidligere marginalspillere i Superligaen over et par færøske landsholdspiller samt en familiesammenført tidligere tyrkisk 2. divisionsspiller. Og det er åbenbart godt nok til at sende superligamandskabet fra FC Nordsjælland ud af pokalturneringens ottendedelsfinale efter et forrygende comeback og sejr på 3-2. Ikke lysanlæg Da der ikke er lysanlæg på Fremad Amagers normale hjemmebane, Sundby Idrætspark, var opgøret flyttet et par kilometer længere ned ad Englandsvej til Tårnby Stadion, hvor der ifølge sportsredaktionens umiddelbare hukommelse ikke har været spillet topfodbold, siden Kastrup lå i 1. division. I denne ydmyge ramme virkede de Superliga-vante spillere fra FC Nordsjælland unægtelig ekstra meget på udebane, og for lige at byde gæsterne ekstra velkommen til Amager havde en opfindsom tilskuer medbragt sin hobby-megafon for at kunne overdynge gæsternes medieombruste træner, Christian Andersen, med skældsord. Kombinerede bedst På selve banen var der heller ikke udpræget forskel på de to mandskaber, selv om Fremad til daglig befinder sig en række under nordsjællænderne. Faktisk kombinerede hjemmeholdet bedst i store dele af første halvleg, mens den største chance til gengæld tilfaldt FC Nordsjællands Tommy Olsen. I fri position bragede angriberen imidlertid bolden et godt stykke over mål, og så var der også lige en hilsen til ham fra megafon-manden: »Hold kæft, hvor er du ringe«. Efter pausen fortsatte Fremad Amager det optimistiske spil frem mod angriberne Henrik Toft og Thomas Myssing, der udgør en klassisk stor mand - lille mand duo med Toft i rollen som Amagers svar på irske Niall Quinn. At den tidligere SønderjyskE-spiller kan andet end at heade fik de 1.024 tilskuere at se en halv time før tid, da den lange forward modtog bolden helt inde omkring det lille felt, hvor han elegant drejede rundt og sparkede føringsmålet op i nettaget. Amager genfandt motivationen Dermed lurede overraskelsen for alvor i Tårnby, men scoringen havde ikke nogen positiv effekt på hjemmeholdet, og fem minutter senere fik Mads Junker lov til at stå lidt for fri i Fremads felt, og så var der udlignet. Da Tommy Olsen lidt senere headede gæsterne foran med 2-1, lignede det den klassiske historie om manglende rutine og kondition, men Fremad Amager fik mobiliseret et gedigent pres, og fem minutter før tid udlignede lille Ali Aliji direkte på frispark. Da så den bomstærke forsvarsspiller Ali Riza Salci - som en dag dukkede op til træning i Fremad Amager med et billede af sig selv i kamp mod Hakan Sükür i den tyrkiske liga - på urets sidste omgang gik med frem på hjørnespark og headede sejrsmålet i nettet, var der noget ved at være én af de lokale i Tårnby. Fremad er klar til kvartfinalen, mens Christian Andersen kan tage hjem til problemerne i den bedste række.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her