FCK vandt på dag 1 efter ulykken

Kampen blev indledt med et minuts stilhed til ære for den FCK-fan, der blev dræbt efter et styrt fra en af Parkens tribuner i søndags.   Foto: Jens Dige/Polfoto
Kampen blev indledt med et minuts stilhed til ære for den FCK-fan, der blev dræbt efter et styrt fra en af Parkens tribuner i søndags. Foto: Jens Dige/Polfoto
Lyt til artiklen

For fem dage siden var der lagt op til pokalbrag i Parken mellem de forsvarende mestre og OB. Nu blev det i stedet en dag, som først og fremmest stod i skæret af den ulykke, der ramte dansk fodbold i søndags, da en 24-årig mand styrtede ned fra Parkens øverste tribuneafsnit. Derfor var en lidt speciel stemning på nationalarenaen, hvor publikums blomster var lagt ned foran tribunen, og hvor der på publikums opfordring blev spillet 'You'll never walk alone', samt holdt et minuts stilhed, inden de to hold kunne tage fat på kampen. Det var respektfuldt, og det var smukt med lighterflamer under 'You'll never walk alone' og den totale stilhed, da dommer Kim Milton Nielsen bad om det. Medlevende publikum Men herefter stod den på fodbold. Og heldigvis en fodboldkamp, hvor publikum var medlevende, og hvor spillerne forsøgte det bedste, de havde lært - med FC København som det toneangivende hold. Begge hold lagde ud i højt tempo, og efterhånden som det forsatte med at stige, virkede det som om, at det var FCK-spillerne - anført af en godt spillende Magne Hoseth - der havde nemmest ved at kontrollere bolden. FCK tiltvang sig bare et overtag, uden at OB dog på noget tidspunkt var spillet af banen, hvilket gav angreb på angreb, som bølgede frem og tilbage. Sådan gik faktisk hele halvlegen, så stillingen var 0-0, da de to hold forsvandt til pausete - og den var der brug for, for varmt var det ikke i aftes. OB kom igen De første 20 minutter af anden halvleg formede sig på samme måde som første, om end OB ligeså stille fik udlignet FCKs overtag, og derfor i lange perioder var i boldbesiddelse. Og det overtag førte til, at OB efter 66 minutter kunne bringe sig foran, da Nikolai Stokholm vandt en duel i feltet, hvorefter han kunne spille Mwape Miti helt fri. 1-0 - og så kunne FC København lige så godt slippe håndbremsen, da det jo som bekendt var en cup-kamp, hvor det eneste der tæller er sejr - eller som minimum uafgjort, som ville give forlænget spilletid. Nørregaard på straffe FCK fik igen overtaget på midten. Der var en gigant chance til Zuma, som blev brændt, og derfor skulle FCK hen til et kvarter før tid, før holdet kom på tavlen. Hoseth blev nedlagt i feltet, og så pegede dommer Milton på pletten. Den sendte Hjalte Nørregaard i kassen. Fem minutter før tid fik FCK hjørnespark. Det endte efter lidt ping-pong ude ved Jesper Bech på kanten af feltet, som flæskede igennem, så Onyszko kun kunne halvklare, hvorefter tre FCK'ere - heriblandt netop indskiftede Ole Tobiasen - stod på række for at få lov til at sparke bolden i kassen. Med fem minutter tilbage kastede OB alt frem. Der var et par gigant chancer, men ind kom bolden ikke, og dermed er FCK klar til kvartfinalerne i dette års landspokalturnering.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her