Planlægningen af næste års sommerferie kan for adskillige tusinde danske Tour de France-entusiaster i dag gå ind i en mere konkret fase, når ruten for den 92. udgave af verdens skrappeste professionelle cykelløb offentliggøres ved det traditionelle stort anlagte show i Palais des Congrès i Paris. Til stede ved den lejlighed vil blandt mange andre være direktøren for Messecenter Herning, Georg Sørensen, som udsending for den komité, der arbejder målrettet på at få Tourstarten til Danmark i 2008, og hans opgave rækker ud over blot at tilkendegive den fortsatte rød-hvide interesse. Kommunal valgkamp kan give problemer »Der er ikke sket nogen afgørende udvikling i sagen, siden Tour de France-folkene for otte måneder siden var i Herning, hvor de jo var særdeles positive over for vores ansøgning. Det, vi har brug for nu, er en klar udmelding om, hvor vi står. Allerhelst på skrift, så vi kan komme videre. Så jeg håber da, at Georg Sørensen har godt nyt at berette, når jeg i begyndelsen af næste uge skal have møde med ham. Mit skrækscenarie er nemlig, at hele processen trækker så meget i langdrag, at vi pludselig ryger ind i den periode, der præges af kommunal valgkamp, og så kan det blive vanskeligt at få tilsagn om økonomisk støtte fra de kommuner, som vi håber at kunne samarbejde med«, siger præsidenten for den danske Tour de France-komité, Team Danmarks direktør, Preben Kragelund. Lang enkeltstart som åbning Da den meget flotte og realistiske lancering af de danske idéer foregik i februar, lød planerne på, at prologen skal afvikles med udgangspunkt i de ideelle faciliteter i Messecenter Herning, hvorefter 1. etape køres fra Århus til Odense og 2. fra Kerteminde til København. Kun få detaljer er foreløbig sluppet ud omkring ruteføringen i 2005, men det har længe været kendt, at løbet indledes med en 19 km enkeltstart - den længste nogen sinde på åbningsdagen - 2. juli fra Fromentine ud over dæmningen til øen Noirmoutier i Atlanterhavet. Samt at de tre ugers strabadser naturligvis slutter i den franske hovedstad 24. juli. Temporæset på den pandekageflade distance vil give Lance Armstrong alle tiders chance for et forrygende afsæt mod en syvende triumf. Cykelløb i Tyskland Vendéedepartementet i det vestlige Frankrig, hvor i øvrigt den tidligere Bernard Hinault-løjtnant Jean-René Bernaudeaus mandskab Brioches La Boulangère - næste år Bouygues Télécom - hører hjemme, har dermed i nyere tid sikret sig værtskabet for de indledende udfordringer for tredje gang siden 1993. Ved de to første lejligheder dannede det historiske udflugtsanlæg Le Puy du Fou rammen om rytternes tempoudfoldelser med Miguel Indurain som sejrherre i 1993, mens Lance Armstrong i de samme lokaliteter seks år senere lagde grunden til sit knusende Tourherredømme. 2. etape afvikles også i Vendéeområdet med 185 km fra Challans til Les Essarts, mens rytterne på tredjedagen suser ud af departementet fra La Chataigneraie og nordpå. Herefter går de eneste endnu oplyste kendsgerninger ud på, at løbets anden - og væsentlig længere - enkeltstart, der sædvanligvis køres lige efter den første uge, afvikles i Karlsruhe. Desuden har en anden tysk by, Pforzheim, tilsyneladende en fremtrædende position på Tourkortet, og de få enkeltheder, der er afsløret, indicerer, at Alperne i år kommer før Pyrenæerne, hvilket i øvrigt også var tilfældet ved Vendéestarterne i 1993 og 1999. Basso er med Med spænding imødeses det i dag desuden, hvordan Tourarrangørerne vil kommentere det anstrengte forhold til Den Internationale Cykelunion, UCI, omkring indlemmelsen i den kommende Pro Tour. De seneste officielle - og meget vage - meldinger lyder på, at der føres konstruktive forhandlinger, men det skulle undre, om ikke franskmændene i dag har et helt specielt budskab til UCI. Team CSC vil i Paris være repræsenteret af blandt andre tredjemanden på podiet for tre måneder siden Ivan Basso samt den franske sportsdirektør Alain Gallopin, mens chefen, Bjarne Riis, først vender hjem fra ferie på Mauritius søndag - klar til næste uges forventede samlede lancering af den ny rytterstab for 2005.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























