FCKs herrer slog GOG i sidste sekund

GOGs målmand hjælper FCKs Jesper Monrad, der har det skidt med den ene ankel. - Foto: Peter Hove Olesen
GOGs målmand hjælper FCKs Jesper Monrad, der har det skidt med den ene ankel. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Der var otte sekunder tilbage. Ikke meget længere, end det tager at slå en danskvandsbøvs. Og stillingen var 35-35 i det hæsblæsende håndboldopgør mellem fynske GOG og FC København. 702 tilskuere var på plads i den lille, grimme hal på Frederiksberg i hovedstaden. Der var pause i spillet, gulvet var ved at blive tørret af for mandesved, en håndfuld FCK-spillere samledes på GOG's banehalvdel, de skulle lige aftale, hvad de skulle stille op med bolden. »Jeg sagde til Jesper Monrad, at han skulle lave en krydsaflevering til mig, og så måtte vi se, hvad jeg kunne stille op med bolden«, fortalte Morten Krampau - da det hele var forbi. Kasper Nielsen, GOG's 10-måls-skytte, løb frem til FCK-spillerne for at lytte. »Krampau«, sagde han til holdkammeraterne, da han havde fundet sin plads i opdækningen - »Krampau«. FCK samlede bolden op. Fløjten skingrede gennem den lille spændte hal. Otte sekunder tilbage. Og der blev 'krydset' - fra Monrad til Krampau. Som tog sine skridt fra venstrebackpladsen, steg til vejrs og hamrede bolden i nettet. I det såkaldte korte hjørne. Ét sekund før slutsignalet, ét sekund. »Jeg kunne se hjørnet og vidste, jeg ville sætte bolden dér. Målmanden må have troet, at jeg ville skyde i den anden side«, sagde Krampau - da jubelscenerne var forbi, GOG-spillerne havde trampet i gulvet af ærgrelse, og tilskuerne var sivet ud i mørket på det stille Frederiksberg. De vidste det altså, GOG-spillerne - at afslutningen ville komme fra Krampau. At han var manden med evnerne og modet til at tage ansvaret ved lukketid. Alligevel så de overraskede ud, helt forbavsede. Men da var det for sent. Krise-snak forstummet 36-35 - en sejr og et løft til det FCK-mandskab, som fik en frygtelig start på sæsonen, og hvor automatordet krise poppede op, ganske som det altid gør, når der er 'noget galt i FCK'. Det tales der ikke længere om, nej, nu tales der om muligheder og en spændende fremtid for holdet. Morten Krampau, den unge veteran på 28 år, er i hvert fald klar til at sætte ord på. »Nu spiller vi som et hold, nu spiller vi sammen. På to år har vi fået 12 nye spillere, og det tager sin tid at få det hele til at hænge sammen og fungere - og overhovedet finde ud af, hvem der skal spille. Men nu kører det«, lød det fra ekslandsholdsspilleren, som til stadighed døjer med rygproblemer, men som ikke lod sig mærke med det mod GOG. »Det har stor betydning for os, at vores stregspiller Frank Løke er kommet godt i gang. Han er en verdensklassespiller (10 mål i aftes, red.). På sigt tror jeg, vi kan komme langt med dette hold - vi optræder nu med selvtillid, og når vores nye træner Magnus Andersson kommer til sommer, så får vi måske glæde af hans evne til at tiltrække spændende spillere. Det er ikke meget, vi mangler i at nå toppen af dansk håndbold. Og derfra er der ikke langt til at nå et højt europæisk niveau«, vurderede Krampau - som har kontrakt med FC København til sommeren 2006, men som regner med at fortsætte i endnu et par sæsoner. Og så kunne han ellers gå i bad efter en affære, der var jævnbyrdig i 59 minutter og 59 sekunder. 19-19 var stillingen ved pausen, og da man tog fat på de sidste ti minutter, lyste tavlen 30-30. Herlige målmandspræstationer, supertempo, gode kombinationer - og en taber, der lige så godt kunne have vundet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her