AGF kan se frem til en tiltrængt pengeindsprøjtning. En smilende AGF-bestyrelsesformand, Svenn Dam, kunne nemlig meddele, at Alm. Brand og en østjysk erhvervsgruppe bliver storaktionærer i den århusianske klub. I alt betyder aftalen en pose penge med 26 millioner kroner til AGF. Dermed ser det anderledes lyst ud for de storstilede planer om at samle fodbold, håndbold og stadionkomplekset Atletion i én forretning med det ambitiøse navn Århus Elite. Samtidig har den nye aktionæraftale givet fornyet håb om en DBU-dispensation, så klubben alligevel kan skrive kontrakt med midtbanespilleren Tobias Grahn, der nu er tilbage i Malmö FF efter et halvt år i Århus. »Vi vil kontakte DBU for at høre, om vi kan få dispensation. Hvis vi kan det, vil vi gøre alt for at få Tobias Grahn på kontrakt med AGF inden for 24 timer«, siger Svenn Dam. DBU holder fast i regler Den henvendelse skal Svenn Dam dog ikke regne med at få noget positivt ud af. Pengene fra de nye investorer går nemlig først ind på kontoen i løbet af januar, og det er et problem i forhold til DBU's 25-procentregel. Den foreskriver, at en klub kun kan skrive kontrakt med spillere, hvis egenkapitalen udgør minimum 25 procent af de samlede lønomkostninger. Og det er i øjeblikket ikke tilfældet i AGF, lyder det fra DBU's generalsekretær Jim Stjerne Hansen. »Der er intet, der har forandret de konkrete økonomiske forhold i AGF, og derfor kan vi ikke give klubben dispensation. Først når pengene er der, kan vi begynde at tale om det«, siger Jim Stjerne Hansen. Men købet af Tobias Grahn vil ikke belaste klubbens økonomi yderligere. Den svenske midtbanespiller skulle efter planen nemlig købes for såkaldte folkeaktier, der ville betyde, at et folkeejet anpartsselskab skulle købe Tobias Grahn af Malmö FF for godt 3,5 millioner kroner. Herefter skulle Grahn lejes ud til AGF, mens anpartsselskabet ville beholde kontraktrettighederne over ham. Men den ide må AGF - til formandens store ærgrelse - altså højst sandsynligt lægge på hylden. »Jeg håber ikke, at der går helt til januar, før vi må skrive kontrakter igen, for så er Tobias Grahn væk«, siger Svenn Dam, der trods diskussionen omkring Tobias Grahn glæder sig over de to nye storaktionærer. Stor ejerandel De to nye investorer får tilsammen en ejerandel på 40 procent i Elite Århus, hvilket svarer til den andel, AGF's mangeårige redningsmand, Kurt Andersen, nu står tilbage med. Dermed mister den århusianske rigmand en betydelig portion indflydelse i klubben, som han før har kunnet styre enevældigt. Magtafgivelsen tager Kurt Andersen dog med opløftet pande. »Jeg tror, det er godt for mig og AGF, at ejerskabet spredes ud på flere hænder», siger Kurt Andersen til Ritzau. Ud over pengeindsprøjtningen fra Alm. Brand og den østjyske erhvervsgruppe har AGF fået tilsagn fra forskellige mindre investorer. De tilsagn giver ekstra seks millioner i den århusianske kasse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Ibrahim Benli tog turen fra den anatolske højslette til Folketinget
-
Rockens førstedame var en stærk pioner - nu kæmper hun mod præsident Trump
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
80 år
Klumme af Anders Jerichow
INTERNATIONAL KOMMENTAR
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch




























