Mange håndboldinteresserede kan formentlig se billedet for sig endnu: Daværende landstræner Ulrik Wilbek stormer under VM-kvartfinalen i Wiener Neustadt ind på banen midt under kampen, da en rulle toiletpapir er blevet kastet ned foran målvogter Susanne Munk Lauritsen i samme sekund som en østrigsk afslutning ryger i nettet. Det er en af de mere bizarre scener i den danske håndboldhistorie og samtidig en detalje fra et af de efterhånden mange slag, netop Danmark og Østrig har udkæmpet på den internationale scene gennem de seneste 10 år. Østrig spiller fysisk I dag bliver der skrevet et nyt kapitel i den saga, når de to lande tørner sammen i mellemrunden ved EM, hvor Østrig som Danmark er kommet til med to point. Denne gang er Debrecen i Ungarn skueplads for opgøret, og i den danske lejr forventes der en fysisk meget hård kamp, som formentlig først vil finde sin afgørelse i de sidste minutter. »Østrig spiller en meget fysisk form for håndbold, så vi kommer under hårdt pres gennem hele kampen«, forudser landstræner Jan Pytlick, der har valgt ikke at indkalde nye spillere hjemmefra før mellemrunden. Østrig stiller med østeuropæere Østrig er håndboldmæssigt karakteriseret ved, at holdet består af en lang række tidligere østeuropæere, der har skiftet deres oprindelige statsborgerskab ud, så de kan spile for alpelandet. Det gælder blandt andet de store og tunge bagskytter Tanja Logvin - EM's foreløbige topscorer - og Sorina Teodorovic. Heller ikke målvogteren Natalia Rusnatjenko og stregspilleren Simona Spiridon har forfærdelig meget østrigsk blod rullende i årerne - eksempelvis har Spiridon først for nylig fået sine nye papirer i orden. Landets mest berømte spiller - den tidligere litauer Ausra Fridrikas, der tilbage i 1990 blev verdensmester med Sovjetunionen - er ikke med på det østrigske landshold længere. Slagelsespilleren, der normalt er blandt de bedste målskytter ved internationale mesterskaber, har indstillet den del af karrieren. Enkelte indfødte østrigere har dog også fundet vej til nationalmandskabet, og her er den mest kendte venstrefløjen Barbara Strass, der for nogle år siden huserede i Frederikshavn. Forsvar skal flyttes »Vi ser ikke så meget på østrigerne, men mere på os selv, og hvilke ting vi skal gøre bedre. Vi skal være langt mere tålmodige i angrebsspillet, for vi vil komme i problemer mod det tunge østrigske forsvar, hvis vi afslutter for hurtigt«, siger Jan Pytlick. Det har været hæmskoen i det danske spil hidtil ved dette EM, hvor spillerne for ofte har troet, at de skulle afgøre angrebene på tredje aflevering. Jan Pytlick vil gerne have det østrigske forsvar flyttet med mere tålmodigt spil, så modstanderne også på den måde kan blive trættede. »Vi skal virkelig vise, at vi har hår på brystet, for østrigerne spiller meget fysisk, men jeg tror, vi er klar til at tage kampen op mod dem«, siger den danske anfører Karen Brødsgaard. I angrebsspillet vil meget af ansvaret igen hvile på playmaker Rikke Hørlykke, der erkender, at hun skal være skarpere mod Østrig, end hun var mod Rumænien. »Vi skal passe på ikke at ryge op i det gear, hvor vores angrebsspil bliver for hektisk, og her skal jeg sørge for, at vi får et break og kommer tilbage på sporet«, siger Rikke Hørlykke. Skåret ind til benet kan både Østrig og Danmark kun bruge en sejr i aften. Mellemgruppen er helt åben med fire nationer, der alle har to point med over fra de indledende kampe, og hvis det forudsættes, at ingen magter at slå de indtil nu suveræne ungarske værter, så skal Danmark slå først Østrig og i morgen Frankrig og så håbe, at det rækker til en plads i semifinalen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























