Slagelse får dansk støtte

Lyt til artiklen

Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF) har kritiseret Slagelse, fordi klubben har ladet sine stjerner blive hjemme fra Super Cup i Leipzig og i stedet præsenterer et urutineret hold af unge talenter. Men selv om det kontroversielle håndboldhold ikke møder forståelse for sin måde at demonstrere på, har Slagelse dansk opbakning til det, der ligger bag. »Vi mener, at Super Cuppen er for vinderne af de europæiske turneringer, og vi synes, placeringen lige efter EM og op til to måneder med to ugentlige kampe er dårlig. Vi ville allerhelst være fri, men kunne ikke få lov til at melde afbud. EHF har kendt vores holdning i måneder, og vi har sagt til dem, at vi kunne blive væk, hvis de ikke ville have et hold bestående af talenter«, siger Slagelses formand, Bjarne Stenbæk. Dansk opbakning Der er ikke meget Super Cup over dette års turnering, hvor vinderen kan tage godt 110.000 kr. med hjem, i kraft af de danske stjerners fravær, men også fordi sidste sæsons pokalvindere Ikast-Bording har fået lov til at blive væk på grund af dagens danske pokalfinale, og endelig har EHF udvidet selskabet via to invitationer. Formanden for Divisionsforeningen, Arne Buch, mener ikke, at diskussionen handler om Slagelse, men om kvindehåndbolden i Europa og dermed Super Cup. »Det er relevant at diskutere, om det kan lade sig gøre at placere en Super Cup-turnering med de samme hold, som nu skal ud at spille Champions League, og som samtidig har en række spillere, der er repræsenteret på landsholdene«, siger han. Buch er ikke sikker på, at han ville gøre som Slagelse, men han har forståelse for klubbens beslutning. »Jeg kan godt forstå, at man ikke topprioriterer Super Cuppen, når man samtidig skal nogle andre ting, og det er en melding, der har været klar fra Slagelses side i længere tid«, siger formanden, der er enig med Slagelse i, at Super Cuppen bør være for vinderne af de europæiske turneringer. »Man kan diskutere de wildcards, der udstedes, og hvis Super Cuppen skal have substans, er de en lille bombe under systemet, fordi det får karakter af en privat turnering«, mener Arne Buch. Pause til Viborg-spillere Viborg har valgt at deltage, men at turneringen ikke har resultatmæssig værdi for klubben lægger træner Ryan Zinglersen ikke skjul på, hvilket også understreges af, at han lod sine OL-guldvindere deltage i DR's sportsgallashow, inden de vender tilbage. Viborg-træneren havde gerne set, at den europæiske klubturnering lå på et andet tidspunkt. »Og noget andet er, at Super Cup for mig er de tre vindere, der skal møde hinanden om en titel. Det er Slagelse, Ikast og os, og så kan man ikke kalde det, som EHF gør, men for forbundet er det åbenbart en meget betydende turnering«, siger Zinglersen, som tror, at det samme gælder for de østeuropæiske hold. Nederlag til Slagelse Zinglersen mener dog, at Slagelses måde at demonstrere på, er forkert, men Bjarne Stenbæk mener, at det var den bedste fremgangsmåde at stille med et ungt hold - der blev slået ud af turneringen efter nederlag 33-20 - når et afbud ikke kunne accepteres. Generalsekretær i EHF, Michael Wiederer, siger til Politiken, at også andre hold fra Champions League deltager i Leipzig, og at det var en aftale, at klubber optaget af den danske pokalturnering, kunne melde afbud, ligesom man kunne spare overbelastede spillere fra EM. »Men jeg tror kun, at Slagelse havde én spiller til EM, så de har ikke overbelastede spillere«, siger han og oplyser, at EHF's eksekutivkomité tager stilling til eventuelle konsekvenser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her