Jo, det var 'ægte' snyd! Den 25-årige tyske fodbolddommer Robert Hoyzer tilstod grædende over for sin advokat og senere i TV Berlin, at han havde fusket ikke bare i pokalkampen mellem SC Paderborn og bundesligaholdet Hamburger SV, men også i flere andre fodboldkampe. Hoyzer talte om »vidtrækkende manipulationer« og sagde, at der stod »en stor organisation« bag svindelen. Mafia udnytter dommere Hermed bekræftes det, at en mafia systematisk truer dommere og andre medvirkende i tyske tipskampe til at skaffe resultater, der giver jackpot til tippere i den berlinske underverden. Det tyske fodboldforbund DFB siger, at der er tale om en kroatisk mafia. Flere aviser støtter denne anklage. Hoyzer sagde i tv, at skandalen vil skade tysk fodbold betydeligt. Heri er såvel det tyske fodboldforbund, DFB, som det tyske indenrigsministerium helt enig. Tyskland er vært for verdensmesterskaberne i fodbold 2006. Bevæbnede gangstere Indenrigsminister Otto Schily ønsker tysk fodbold fuldstændig renset for mistanke inden, og hans politistyrke arbejder nu intenst på at rydde op i junglen af ulovlige tipsspil og »kriminelle foreninger«. Et eksempel herpå er »en større gruppe« gangstere, der optræder bevæbnet eller ledsages af bevæbnede vagter. Den skal bl.a. have bestukket politifolk til at gribe ind over for konkurrerende, ulovlige spiludbydere. Der omsættes for over en milliard euro (7,5 milliarder danske kroner) i fodboldvæddemål i Tyskland. Mindre end halvdelen af den sum kanaliseres gennem det statslige Lotto-, Toto- og Oddset-spil. Dommer som kronvidne I mange tilfælde satses der over nettet på enkelte kampe, efter at de er fløjtet i gang. Gevinsten udbetales kontant over en pengeautomat, og ingen kender navnet på den heldige vinder. Avisen Süddeutsche Zeitung har beskrevet , hvordan en kroatisk gruppe med hjemsted i Berlin henter millioner hjem på den måde. Den tyske hovedstad er et paradis for illegale spiludbydere. Hoyzer undskyldte i en erklæring over for sine dommerkolleger, DFB og alle fodboldfans, hvad han havde gjort. Han sagde, at han ville aflægge en fuldstændig tilståelse og lægge alle dokumenter omkring sagsforhold og personer frem i retten. Han stillede sig samtidig til rådighed som kronvidne for anklagemyndigheden. Tildelte straffespark Hoyzer har tidligere benægtet alt, herunder at han som dommer 21. august i fjor havde vendt et truende nederlag i en pokalkamp mellem lokalholdet SC Paderborn og bundesligaholdet Hamburger SV til en komplet uventet sejr til hjemmeholdet Paderborn, bl.a. takket være to stærkt diskutable straffespark. Kampen endte 4-2. En enkelt lottospiller havde hos Oddsett placeret 100.000 euro på Paderborn og et ukendt beløb hos en privat bookmaker i Berlin og fået sine penge mange gange igen. Hoyzer var ledsaget til kampen i Paderborn af en gruppe kroater, der passede godt på ham. Hoyzer fortæller nu, at han fik et femcifret beløb for sin ulejlighed. Besynderlig optræden Hoyzers tilståelse støttes af en anden fodbolddommer, Felix Zwayer, som Hoyzer telefonisk rådede til at manipulere en 2.-ligakamp i oktober. Zwayer blev også truet. Samtidig dukker der nu beretninger op i tysk presse om visse kroatiske fodboldspilleres besynderlige adfærd på grønsværen. Den professionelle kroatiske spiller Vlado Kasalo skal således i bundesligakampe i 1990-91 have scoret ikke mindre end to selvmål på én uge. Det viste sig, at han stod i tipsgæld til en gruppe landsmænd.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Britisk historiker har en opskrift på at besejre Putin
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























