Med en indsats så pauver, at den sender tankerne milevidt tilbage i erindringen til tidligere uforståelige danske ydmygelser på højeste internationale plan, bankedes det mandlige rød-hvide håndboldmandskab på barsk manér på plads i det store globale selskab, da de tunesiske værter i en forbløffende styrkedemonstration med 25-22 tilføjede Danmark det første nederlag i den indledende runde ved verdensmesterskaberne i den nordafrikanske nation. I en sydende hektisk kulisse med 12.000 ellevilde tunesiske tilskuere, der forståeligt nok anvendte alle midler for at understøtte de lokale favoritter i jagten på succes, måtte det danske nationalmandskab i sin fjerde optræden i den aktuelle jagt på VM-medaljerne erkende sin afmagt, da holdet efter en håbløs 2. halvleg ikke et øjeblik var i nærheden af sejren. Tunesien kan redde Danmark Efter de indledende gevinster på 27-23 mod Grækenland, 47-19 over Angola og den fuldstændig tilintetgørende 52-18 triumf i mødet med Canada vendte Danmark tilbage til en trist hverdag. Men mulighederne er langt fra udspillet endnu, for når det i lørdag gælder opgøret mod en anden fordums storhed, Frankrig, kan de hjemlige håndboldhelte med sejr bortvejre al tvivl om den videre skæbne, der drejer sig om at blive mellem de tre bedste i åbningspuljen. Og avancementet kan ligeledes sikres, hvis Tunesien følger op på indsatsen mod danskerne ved at besejre Grækenland - så er Danmark under alle omstændigheder garanteret videre deltagelse. Trist dansk start Men det var ikke just den slags beregninger, der på forhånd indgik i det danske VM-projekt op til styrkeprøven, hvor en sejr over Tunesien - i den første match mellem de to nationer i den sammenhæng i 1967, da Danmark styrede videre til sølv, blev det til 26-7 i rød-hvidt favør - helt sikkert opfattedes som en selvfølge. Efter en trøstesløs dansk start tegnede der sig med tre modigt dømte udvisninger til Tunesien af de neutrale ukrainske opmænd i de sidste minutter af 1. halvleg positive perspektiver for danskerne, men det var ikke tilstrækkeligt. Ganske vist skabtes danske håb med udligning til 10-10 ved Søren Stryger straks inden, der fløjtedes til pause, men det signalerede ikke just indledningen til opmuntrende stunder. Torben Winther forsøgte sig med desperate målmandsudskiftninger, men hverken Kasper Hvidt eller Peter Nørklit formåede at styrke de danske forhåbninger. Problemet for begge var, at de ikke evnede at diske op med de ekstreme redninger, der kunne have udgjort en forskel - de var stabile, men heller ikke mere, og mens kollegerne i den modsatte ende diskede op med den ene spektakulære redning efter den anden, holdt de to danske keepere sig på det habile, men absolut ikke sublime niveau. Forstuvet tommelsfinger Bedst som de danske drømme så småt var styret ind på succeskurs efter pausen mod Tunesien susede alt af sted i en helt forkert retning. Danskerne formåede overhovedet ikke at udnytte chancerne, en ellers så suveræn afslutter som Lars Christiansen havde tilsyneladende gummiarm, og da der mod slutningen endeligt åbnedes en ultimativ chance for Danmark til at komme tilbage i kampen, kunne den heller ikke udnyttes, hvilket understregedes med et misbrugt straffekast af Lars Christiansen. Inden matchen måtte det konstateres, at den store bagspiller Lars Møller Madsen ikke blev klar til at stille op på grund af en forstuvet tommelfinger, og desuden valgte landstræner Torben Winther at lade Rune Ohm sidde udenfor, og som matchen udviklede sig kunne den danske håndboldboss måske nok have ønsket sig at have yderligere muligheder til rådighed. »Vi gjorde det bestemt ikke godt nok. Hvad der gik galt, skal vi først lige analysere, men det var i hvert fald en fuldstændig mislykket indsats. Til gengæld ved jeg også, at spillerne kan yde meget mere, så jeg er ikke i tvivl om, at vi mod Frankrig kan levere en helt andet præstation. Vores rolle her ved VM er bestemt ikke udspillet endnu, men vi har da fået en påmindelse om, at vi ikke er usårlige. Og det har spillerne nok også meget godt af at erkende«, siger Torben Winther. Danmark havde ellers alene med sejr og succes i lørdagens opgør mod Frankrig kunnet hjælpe den tidligere landstræner for de hjemlige rød-hvide tropper, den sympatiske svensker Ulf Schefvert, til yderligere en bemærkelsesværdig fremgang i jobbet som græsk landsholdsboss. Grækerne noteredes for den ventede gevinst mod Canada på 36-23, men nu må de i den afsluttende match mod Tunesien ligesom Damark må det mod Frankrig selv sørge for succesen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























