Morten Olsen og Keld Bordinggaard, den karantæneramte landstræner og hans assistent, der for en aften var forfremmet til chefrollen i Parken, så rigtigt: Indkaldelsen af Peter Møller til et overraskende comeback på fodbold-landsholdet var en fuldtræffer. Den 33-årige FCK-reserve genstartede Danmarks VM-kampagne på vej mod slutrunden i Tyskland næste år med et flot hovedstødsmål til den så vigtige, hurtige 1-0-føring, der bragte de rød-hvide på sejrskurs i hjemmekampen mod Kasakhstan. Efter tre kampe, der kun har givet to point i kvalifikationsturneringen, hvor både Grækenland og Tyrkiet også fik tre point hver i aftes, vandt Danmark 3-0 uden større problemer. Nye i startopstillingen Foruden Peter Møller, der kom på måltavlen i en landskamp for første gang siden ottendedelsfinalen mod Nigeria i VM-slutrunden i 1998, var Jesper Grønkjær, Martin Jørgensen, Martin Laursen og Thomas Helveg nye i startopstillingen i forhold til 1-2-opgøret mod grækerne i Athen. De kom ind i stedet for Thomas Gravesen (karantæne), Dennis Rommedahl, Kenneth Perez, Per Krøldrup (karantæne) og Steven Lustü. Høje indlæg Med den store Peter Møller i front og Jon Dahl Tomasson lige bag ved var der lagt op til, at høje indlæg var et godt våben mod kasakherne, der nok spillede defensivt, men egentlig ikke så kompakt, som nogle havde forestillet sig. Og da en fin frisparksbold fra Martin Jørgensen gik over tre forsvarere, kunne Møller stige til vejrs og pande bolden ind til føringsmålet. En ønskestart for et dansk hold, der udstrålede stor vilje og energi og var godt organiseret, men spillemæssigt set ikke ligefrem imponerede i første halvleg på den ujævne bane, der var årsag til, at bolden af og til tog nogle mærkelig opspring. Svære arbejdsbetingelser Der var mange dårlige afleveringer, og derfor flød kombinationsspillet ikke så rytmisk og effektivt, som man kunne ønske sig. Kasakherne dækkede faktisk også udmærket op ude i siderne, så Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen havde ganske svære arbejdsbetingelser. Danskerne havde bolden i lange, lange perioder, og gæsterne kunne ikke true det danske mål. En enkelt gang måtte Thomas Sørensen gå frem og blokere et skud, men ellers lukkede Thomas Helveg og Martin Laursen effektivt af på midten, og backerne Brian Priske og Niclas Jensen var også omhyggelige og påpasselige med deres defensive opgaver. God kamp fra Christian Poulsen Mens Daniel Jensen ikke fyldte så meget og fik rodet sig ind i en del småspilleri, så bolden gik tabt, var Christian Poulsen en hårdt og konstant arbejdende midtbanemotor, som erobrede bolde, tilbød sig og satte meget opspil i gang. Og Schalke 04-spilleren fik så endelig scoret sit første mål for Danmark, da han med et brag hovedstødte Martin Jørgensens hjørnespark ind til 2-0, halvlegsføringen. Jørgensen var omhyggelig med dødboldene, og det var vigtigt og betydningsfuldt. Det var ikke uventet, at Daniel Jensen blev taget ud i pausen sammen med Jon Dahl Tomasson, der sled og slæbte og pressede modstanderne, men ikke fik vist meget som afslutter. Jesper Grønkjær livede gevaldigt op og udnyttede, at kasakherne forsøgte at spille med og gik fremad banen, så der var forholdsvis god plads til hurtigt at slå kontra, når bolden blev erobret. Grønkjærs løb med bolden så godt ud, men der kom ikke alverden ud af hans anstrengelser. Møller er angriber Brian Priske viste fin spilforståelse og herlig optimisme, da han drønede med frem og fik lagt bolden ind til Peter Møllers andet mål til 3-0-føringen. Møller var, hvor han skulle være og havde let ved at skrabe bolden over stregen. Peter Møller er måske ikke den store tekniker, og han tabte da nogle bolde, men han er altså en angriber, der fylder noget og slås for sagen. Han kan beskæftige flere forsvarere på en gang, og han er modig med en fin professionel indstilling. Det var et fint comeback, han fik. Thomas Sørensen var ikke helt arbejdsløs i målet, og da den hurtige Denis Radionov pludselig slap igennem til en friløber, var Aston Villa-målmanden kvik og læste, hvad kasakheren ville gøre. Fint målmandsspil af manden, der er blevet kritiseret ganske heftigt i England gennem vinteren. Med Kenneth Perez og Claus Jensen inde på midtbanen i anden halvleg var det danske spil endnu mere offensivt indstillet, men det betød også, at gæsterne fik lidt mere plads til at forsøge noget fremad. Man så af og til store huller på midtbanen, hvor modstanderne fik lidt for god plads til at find epå noget. Thomas Helveg, der så sig godt for, placerede sig rigtigt og ikke lignede en forsvarer, der ikke spiller på sit klubhold, kom i vejen flere gange og fik bremset tilløb til farligheder foran det danske mål. Godkendt indsats 3-0 var en fin sejr, og VM-holdet leverede en godkendt indsats mod en modstander, der måske slet ikke får point i kvalifikationsturneringen. »En professionel indsats krydret med et par gode mål, men vi havde bolden så meget, at vi vel burde have skabt mange flere chancer«, kommenterede den karantæneramte Thomas Gravesen, der sad på tribunen og var godt tilfreds med resultatet. En sikker sejr, som er et udmærket oplæg til onsdagens meget sværere udekamp mod Ukraine i Kijev.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























