Den olympiske guldvinder i enkeltstart og tidligere CSC-rytter Tyler Hamilton vil ikke acceptere den 2-årige karantæne, han i aftes fik for brug af bloddoping. Dommen kommer, fordi der er blevet fundet spor af en anden persons blod i Hamiltons blodprøver, hvilket indikerer en blodtransfusion. Den amerikanske cykelrytter bedyrer sin uskyld og vil ifølge nyhedsbureauet AP nu appellere dommen til en domstol i Lausanne i Schweiz. 'Sejr for dopingkontrollen' Han siger, at han blev totalt overrasket over, at sagen om hans påståede brug af bloddoping ville komme så vidt, som den er. »Det overraskede mig totalt. Jeg troede ikke et sekund, at det ville ende på denne måde. En uskyldig sportsmand får karantæne. Man kan kalde det en sejr for dopingkontrollen. Men jeg mener, det er bedre, at kalde det en tragedie for alle sportsmænd. Jeg er uskyldig«, siger Hamilton ifølge AP. Ingen hævet over loven Hos det amerikanske dopingagentur (USADA) er man tilfredse med afgørelsen. »Den viser, at sport er forpligtet til at beskytte alle rene atleter, og at ingen er hævet over reglerne«, siger Terry Madden fra USADA. Tyler Hamilton vandt OL-guld i Athen i enkeltstart sidste sommer, men blev under legene testet positiv for bloddoping. Siden blev han dog frikendt på grund af sjusk med opbevaringen af hans prøver. Så der bliver ikke pillet ved hans OL-guldmedalje Men under Vuelta de España en måned efter OL blev Hamilton atter testet positiv, og i november sidste år blev han derfor fyret hos sit hold Phonak.
Tyler Hamilton appellerer dopingdom
Lyt til artiklen