Start afgør dansk skæbne mod Sverige

Jesper Damgaard (tv) i nærkamp med finske Jussi Jokinen under opgøret lørdag. - Foto: Ole Kjær
Jesper Damgaard (tv) i nærkamp med finske Jussi Jokinen under opgøret lørdag. - Foto: Ole Kjær
Lyt til artiklen

Med et bragende slagskud satte Frans Nielsen i går et så effektfuld punktum for det danske ishockeylandsholds eftermiddagstræning i Olympiahalle, hvor der cirka 16 timer tidligere trods 2-1-nederlaget mod Finland kunne registreres en særdeles opmuntrende dansk VM-start, at selv plexiglasset omkring banen, der ellers er vant til lidt af hver, måtte overgive sig. Det splintrede ganske enkelt, og selv om det ikke er en af den slags bedrifter, der jagtes af isens aktører, affødte den spontan jubel blandt landsmændene som et afsluttende signal om den stemning, der havde gennemsyret hele den hårdt hersende forberedelsesseance til aftenens opgør mod Sverige. »Jeg fornemmede også, at alle var særdeles veloplagte, selv om det er klart, at en opslidende match som den mod Finland på det tidspunkt, da vi trænede, sad i kroppen endnu. Men det er meget lettere at slide og yde lidt ekstra oven på så god en oplevelse, som den vi har bag os«, siger den danske anfører Jesper Damgaard, hvis generalieblad mere end antyder, at hans kendskab til aftenens modstander næppe overtrumfes af andre end landstræneren Mikael Lundströms i den danske lejr. Høje forventninger For bortset fra en afstikker til Tyskland, hvor han i repræsenterede Revier Löwen, har han siden 1993 spillet i Elitserien - først hos Malmö og fra 2002 i MoDo, hvor han netop har forlænget kontrakten for yderligere en sæson. Og forventningerne til styrkeprøven med Sverige ligger da også på et højt niveau hos den kompromisløse back, der siden debuten i 1993 er noteret for 173 landskampe. »Det er virkelig en af de kampe, jeg ser frem til at være med i, og med det forhold, jeg har til svensk ishockey, er det nok også den, jeg allerhelst vil gøre en god figur i. På baggrund af det, vi leverede mod Finland, tror jeg da også, vi har mulighed for at gøre det. Men meget vil afhænge af, om vi formår at starte ligeså stærkt som i lørdags. Det gælder om at få angrebet svenskerne højt oppe på banen, at få skøjteløbet til at fungere optimalt og så sætte vores lid til, at Peter Hirsch kan levere en ny stor indsats. Bringer vi os på den måde helskindet gennem de første 10 minutter, vil vi være kommet så godt ind i kampen, at vi kan levere en ny tilfredsstillende indsats. Men jeg må da indrømme, at jeg er en smule overrasket over, at vi kunne byde finnerne så meget modstand. I en lang periode har det knebet med at se fremskridt, men kampen mod Slovakiet i Odense var vendepunktet, og nu kan vi så forhåbentlig bevise, at det er en fast kurs, vi er slået ind på«, fortæller Jesper Damgaard. Drillerier »Selvfølgelig er det underordnet i den store sammenhæng, men jeg må nok regne med at skulle finde mig i en del drillerier, hvis det går mindre godt i aften. Vi bor på hotel med svenskerne, og vi er da begyndt at psyke hinanden. Så dermed har jeg en ekstra motivation, så det ikke skal gå for slemt ud over mig bagefter«. »Men vi må også se i øjnene, at svenskerne er blevet advaret om, hvad vi er i stand til at yde. Og personlig har jeg kunnet mærke en usædvanlig stor interesse fra de svenske medier inden aftenens kamp. Svenskerne ved, at de ikke skal undervurdere os, men derfra til ikke at gøre det, er der tit et stykke. Og det må vi prøve at udnytte«. Svenske sejre Det er tredje gang, Danmark og Sverige mødes i VM-sammenhæng - i 2003 i Finland blev det til svensk sejr 7-1, mens de blå-gule sidste år i Ostrava vandt 5-1. »Sverige havde en meget stærk trup for to år siden, men jeg mener, at det hold, vi skal møde i dag, er bedre end det, vi stod overfor i Tjekkiet. Der er måske knap så mange kendte spillere med som før, men efter min bedømmelse er det, fordi der er en ny udvikling i gang, som tegner lovende for svensk ishockey«, fastslår Jesper Damgaard, der håber på selv at kunne være en nøglefigur i det generationsskifte, som Danmark er i fuld gang med at gennemføre. »Jeg fylder 30 på fredag, men som det går i øjeblikket, har jeg bestemt ikke planer om at stoppe på landsholdet. Jeg synes, det er spændende at være med til at få spillet de helt unge ind i kollektivet, og jeg er helt enig i, at de allerede i høj grad har bidraget til, at vi har gjort meget klare fremskridt internationalt. Det skulle så gerne fortsætte her i Østrig«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her