Som præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), svenskeren Lennart Johansson, ret hurtigt antydede, efter at Liverpool med sit formidable comeback i Champions League-finalen mod Milan havde erobret sportsgrenens mest eftertragtede kontinentale trofæ, får englænderne adgang også til den kommende turnering, selv om de egentlig ikke har kvalificeret sig til den. Den endelige beslutning om at lukke briterne ind i varmen blev truffet på et telefonmøde i går i UEFA's 14 mand store eksekutivkomité, og samtidig blev det vedtaget, at propositionerne ændres, så der aldrig mere skal herske tvivl om, at mestrene helt naturligt kan forsvare værdigheden den efterfølgende sæson. Ikke blandt de bedste fem Det aktuelle problem opstod, fordi Liverpool i Premier League ikke placerede sig blandt de fire bedste, hvilket automatisk garanterer en af de eftertragtede Champions League-billetter. Og dermed tegnede der sig det paradoksale perspektiv - som nu er skudt i sænk - at vinderne kun tillades at se på, når rivalerne dyster om den pokal, de har båret i triumf et år tidligere. »Det blev vedtaget enstemmigt: Liverpool skal deltage i næste sæsons Champions League. Og det samme gælder holdningen til, at englænderne skal være med fra første færd og ikke vente med at træde ind blandt de 32 bedste«, fastslår UEFA's generalsekretær, Lars-Christer Olsson. Dermed må Liverpool berede sig på at skulle indlede sit titelforsvar 12.-13. juli, når de første opgør afvikles. England ville ikke dispensere Det europæiske fodboldforbunds indgriben var nødvendigt, fordi det engelske forbund FA på et meget tidligt tidspunkt havde tilkendegivet, at det ikke agtede at udnytte sin ret til at dispensere fra de gængse retningslinjer, hvilket da også ville have ført til en uhyre konfliktfyldt konfrontation med den anden Liverpoolstorklub Everton, som med sin fjerdeplads ærligt og redeligt havde kæmpet sig ind i den fineste europæiske fodboldfamilie. Tidligere har Spanien afveget fra de nedfældede regler ved i 2000 at tilgodese Real Madrids Champions League-sejrherrer på bekostning af Real Zaragoza, men en lignende procedure faldt ikke i britisk smag. »Vi takker UEFA for at have valgt denne løsning. Vi har hele tiden fremhævet, at det var en usædvanlig problemstilling, som krævede en utraditionel løsning, og den er nu fundet til vores fulde tilfredshed. Liverpool har fået sin retmæssige belønning for en fantastisk indsats i Champions League«, konstaterer Football Association-chefen Brian Barwick. Sejr for den sunde fornuft Og han bakkes solidt op af den britiske sportsminister Richard Cabourn: »Dette er en sejr for almindelig sund fornuft og for idrættens rette ånd«. Langtfra så positivt ser talsmanden for Liverpool International Supporter's Club, Les Lawson, på affæren. »UEFA er blevet presset hårdt af FA's afgørelse om for enhver pris at sikre de fire bedste Premiershipklubber deltagelse i Champions League. Samtidig mener jeg, at UEFA har behandlet sit mesterhold, Liverpool, på en ydmygende facon. At vinderne skal stille op allerede i første runde hører ingen steder hjemme«, konstaterer Les Lawson, der får støtte af den tidligere Liverpoolstjerne Alan Kennedy, som scorede sejrsmålet mod Real Madrid i 1981-finalen. Regler ændret fremover Under alle omstændigheder har UEFA garderet sig mod gentagelsestilfælde, fordi det nu er indføjet i reglerne, at vinderen af Champions League skal have fortrinsret til et af de nationale adgangskort, selv om facit i den hjemlige kappestrid ikke umiddelbart åbner for den mulighed. At der er tale om en exceptionel situation, understreges af nogle af de ledsagende vedtagelser i sagen. Liverpool må således affinde sig med at blive tilgodeset med en mindre andel end de fire andre engelske Champions League-kombattanter: Chelsea, Arsenal, Manchester United og Everton, af den økonomiske belønning, som stilles i udsigt til de klubber, der går videre til gruppespillet. Ligeledes opnår Liverpool ikke 'den nationale beskyttelse' i lodtrækningsfasen, men er stadig seedet. Det medfører eksempelvis, at holdet risikerer at løbe ind i Everton i den tredje indledende runde, men ikke Manchester United, og på tilsvarende vis undgår Chelsea i gruppespillet, men ikke nødvendigvis Arsenal. Velviljen er slut På et tidspunkt skabte udsigten til at åbne Champions League-døren for Liverpool forhåbninger hos Manchester City om så til gengæld at kunne overtage pladsen i UEFA Cup, men her sættes punktum for de europæiske autoriteters velvilje. »Godt nok er Liverpool rykket fra UEFA Cup til Champions League-status, men det indebærer ikke, at vi laver om på det samlede antal af hold, der kan stille op i turneringerne. Så England får kun Bolton og Middlesbrough med i UEFA Cup«, fastslår det europæiske fodboldforbunds kommunikationschef, William Gaillard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























