Da solen gik ned over Aalborg Stadion, gik den hujen-ledsagede dommer Kim Milton ud. Og det samme gjorde lyset for hjemmeholdet AaB's drøm om at slutte på andenpladsen i Superligaen og erobre en plads i UEFA Cuppen i næste sæson. Og det kan de så ærgre sig rød- og hvidstribede over, spillerne fra Nordjylland - for de havde i slutfasen otte gyldne minutter med scoringschancer på rad. FCK næsten sikker på sølvet Men FC København og målmand Benny Gall holdt - med god hjælp af heldet - stand og forsvarede 1-1-resultatet kampen ud, hvilket betyder, at københavnerne skal tabe søndagens hjemmekamp til ligaens slagteoffer, Herfølge, for at miste andenpladsen. Og dén tror de ikke engang på i Aalborg. Selvom de skal i den sidste kamp mod det lige så pointhungrende FC Midtjylland. Under alle omstændigheder gælder det bronzesættet. Efter en første halvleg, hvor AaB spillede smukt kombinationsspil med talrige lækkerier - men hvor de sidste afleveringer var uden brod og farlighed - blev afslutningen på kampen mellem de to UEFA-Cup-aspiranter dramatisk, rasende dramatisk. Fart over feltet For AaB-mandskabet, der havde trisset modløse omkring efter Zumas smukke scoring til 0-1 på Alvaro Santos' smarte driblingsoplæg, blev som forvandlet, da Allan Gaarde kunne udligne på hovedstød et kvarter før tid - på et indlæg fra Simon Bræmer. Halløj, hvor det skyllede ind over københavnermålet med jyske chancer i fem-syv-otte farlige minutter. Artisten Mattias Lindström, der i første halvleg havde snurret rundt på kagetallerkner med bolden på tåspidserne, tævede et dykkende langskud af sted, som Gall reddede. Thomas Augustinussen havde et hovedstød, som Gall dykkede ned og klarede - og Martin Ericsson skød over, og Simon Bræmer sendte et 'blank' hovedstød samme vej. Og der blev brølet og sukket på tribunerne, selvfølgelig. Store chancer - ingen mål Men det var ikke det værste. Det skete faktisk lige efter udligningen, hvor der var hele tre AaB'ere alene foran 'enken' Gall. Men Martin Ericssons aflevering var så sjusket, at løbemaskinen Tobias Linderoth nåede tilbage og skabte kaos blandt scoringsbejlerne - og ødelagde sæsonens største chance i den nordjyske landsdel. Og så en straffesparkshændelse - da AaB's Michael Jacobsen krydsede ben med Elrio van Heerden. Hele stadion skreg af ophidselse, en forbrydelse var sket, men vagthavende Milton greb ikke ind med sin fløjte og pegefinger. Ukvemsordene haglede derfor ned over dommermanden fra de frustrerede, sejrshungrende tribuner, der helt lod dette ærgrelsesklimaks overskygge de brændte scoringsmuligheder, der med en knivspids overdrivelse var talrige som muslinger på en frodig limfjordsbanke. »Forbandede dommer« Men-men, det lignede et hændeligt sammenstød i den snævre trafik på FCK's forsvarsværker - hvad man ikke kan sige om målmand Galls 'angreb' på Thomas Augustinussen i første halvleg. Med begge hænder fjernede FCK-målmanden AaB-spilleren, da han, Gall, havde tabt bolden og blottede målet. Se, dét var et straffespark, som AaB kan kalde sig snydt for. »Forbandede dommer«, hvislede AaB's svenske træner Erik Hamren, da han gik ind i omklædningsrummet. Og da han kom ud lidt senere, lød ordene fra Hamren: »Det var fejt af dommeren. Jeg har ikke set tv-billederne, men jeg er ikke i tvivl om, at det var straffespark mod Mikael Jakobsen. Men jeg må dog erkende, at vi havde chancerne ctil at afgøre kampen - og derfor vil dette resultat ærgre mig i lang tid«. Eks-AaB'eren Michael Silberbauer, der haltede ud i tre minutter før pausen - og som af de syngende AaB-tilhængere havde fået at vide, at »Aalborg hader dig« - erklærede, at FCK var heldige med at slippe fra Aalborg med ét point efter hændelserne i de sidste ti minutter. »Men som kampens eller formede sig, så synes jeg, at 1-1 var et rigtigt resultat. Det vigtigste for os var i hvert fald, at vi ikke tabte«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























