Helt utænkeligt er det ikke, at de skal hyldes næsten samtidig på podiet i Paris om godt tre uger, danske Michael Rasmussen, som jagter etapegevinst og bjergtrøje, og den seksfoldige Tour de France-konge Lance Armstrong, der stræber mod at sige farvel til cykelshowet med endnu en gevinst. Men indtil videre må det konstateres, at de to cykelryttere befinder sig milevidt fra hinanden på rollelisten over aktørerne i den voldsomme udfordring, der indledes med en 19 km enkeltstart i morgen i det vestlige Frankrig. Noget anden interesse Det gik således næsten ubemærket hen, da den 31-årige danske klatrer sammen med Rabobank-holdkammeraterne mødte op til det obligatoriske lægetjek sidst på eftermiddagen i går. Bevares, italiensk tv var da fremme med et spørgsmål til Rasmussen, vel vidende at han med bopæl ved Gardasøen tilbringer det meste af sin tid i verdens stærkeste cykelnation. Men da Armstrong kort efter indfandt sig til dette faste punkt på optaktsprogrammet, snublede reportere og kameramænd nærmest over hinanden for at følge texanerens optræden også i denne sammenhæng. Og mens Rasmussen nøjedes med velvilligt at bevare spørgsmål på parkeringspladsen udenfor pressecentret i Challans, holdt Armstrong kort efter under massiv bevågenhed officielt hof inden døre, hvor han veloplagt og afslappet udsendte de nyeste signaler om sine ambitioner omkring den forestående begivenhed. »Jeg synes egentlig, jeg er mere afklaret om min situation end sidste år ved samme tid. Dengang handlede det om at hente en historisk sejr, og det lagde et vist pres på mig. Det er anderledes nu. Jeg stiller selvfølgelig op for at vinde og tror, jeg kan gøre det, men jeg føler ikke, at der nu er ekstraordinære forventninger til mig. Det vil være en lykke at stå øverst på podiet i Paris. Jeg vil så gerne bevise overfor mine børn, at jeg stadig er den bedste, og de vil være her for at se mig fuldføre min sidste Tour. Og så vil en sejr også være et flot farvel til Discovery Channel, som har satset så meget på dette hold«, siger Lance Armstrong. Sidste gang »Det er en meget mærkelig fornemmelse hver dag at sige til sig selv, at nu gør du altså det her for sidste gang. Jeg har det ikke dårligt med det. Tværtimod. Jeg glæder mig til at kunne beskæftige mig med andre ting. Men det er da underligt konstant at skulle tage afsked med et eller andet. Jeg kunne imidlertid ikke forestille mig en bedre ramme at slutte i. Det her er verdens største cykelløb. Jeg elsker det, og selv om der undertiden har været visse kontroverser mellem franskmændene og mig, har jeg stor respekt for den kærlighed, de omfatter Tour de France med«. »Måske er tiden ikke med mig i forsøget på at vinde igen. Men dåbsattesten kan jeg altså ikke gøre noget ved, og jeg mener, jeg er så godt forberedt, som jeg overhovedet kan være. Hvis det ikke lykkes, har jeg i hvert fald ikke lige nu og her undskyldninger parat. Jeg er dog udmærket klar over, at der står mange på spring, som gerne vil slå mig. Personligt er jeg en stor fan af Ivan Basso, fordi jeg synes, han er en elegant og meget dygtig rytter, men hvis jeg skal komme med et bud på, hvem der vinder, når jeg næste år ikke længere er her, vil jeg umiddelbart sige Jan Ullrich«. Præsident i USA Til de mere pudsige spørgsmål hørte et om en meget specifik fremtidsudsigt for Armstrong - om han vil gå efter at blive præsident i USA! »Jeg har ingen planer om at beskæftige mig med politik. Men på den anden side går jeg meget op i mit lands ve og vel, så man skal vel aldrig sige aldrig«, lød det med et smil fra Armstrong. Også optimisme hos Rasmussen Og hvad så med Michael Rasmussen? Ja, han forekommer såmænd ligeså trimmet som Armstrong. Og hans optimisme bevæger sig også på nogenlunde samme niveau. »Jeg ved da godt, at jeg intet har at gøre i det samlede klassement, men jeg tror fuldt og fast på, at jeg kan hævde mig på en eller flere af bjergetaperne. Og den prikkede trøje er bestemt også inde i mine tanker. Vi har tidligere med både Laurent Jalabert og Richard Virenque set, at de på vej mod sejren i bjergkonkurrencen også snuppede en etape eller to. Og hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre for mig?«, siger Michael Rasmussen.