Også efter gårsdagens 212,5 km fra den slumrende, idylliske midtfranske bondeby La Chataigneraie til den trods alt mere mondæne provinsstorhed Tours sidder den gule Tour de France-førertrøje sikkert på CSCs amerikaner David Zabriskies overkrop. Og både hovedpersonen selv og hans chef på CSC-mandskabet Bjarne Riis var yderst lettede og afslappede efter den lange 4. etape, som mundede ud i endnu et sprinteropgør med belgieren Tom Boonen (Quick Step) som vinder for anden dag i træk. Riis: Nem opgave »Vi havde faktisk en meget nem opgave. Ganske vist kom der et udbrud af sted, som skulle tages alvorligt, fordi hollænderen Erik Dekker sad med i front, men forspringet nåede aldrig alarmerende højder, og vi behøvede ikke at arbejde tilnærmelsesvis så meget som i søndags for at kontrollere begivenhederne. Det var der andre, som sørgede for«, fortæller Bjarne Riis, der både før og efter etapen var travlt optaget af at redegøre for sine troppers aktuelle status over for internationale medier. »Jeg bruger den tid, der er nødvendig for at tale med journalister fra alle lande, fordi det er en del af mit job. Jeg skal også være med til på maksimal vis at udnytte den opmærksomhed, der er omkring vores præstationer«. Tror på andre CSC-ryttere i gult Der har været en del spekulationer specielt i franske medier om, at Zabriskies markante præstation i den indledende Tour-fase skulle have ændret målsætningen for CSC, men det afviser Riis som rent sludder. »I bund og grund er det for mig ligegyldigt, hvilken af mine ryttere der optræder i den gule trikot, bare vi har den. Og jeg kan da sagtens forestille mig, at David inden for de nærmeste døgn må aflevere den til en af sine holdkammerater, hvis den også er i vores besiddelse efter holdløbet«, siger Bjarne Riis. »Efter holdløbet venter etaper, hvor vi kan komme med i udbrud, og både Bobby Julich, Jens Voigt, Luke Roberts og Kurt Asle Arvesen er så gunstigt placeret, at de med det rigtige fremstød vil kunne overtage førstepladsen. Og skulle det ske, vil det være helt i den ånd, som vi arbejder ud fra. Hidtil har vi søgt at forsvare Davids rolle, fordi jeg nu synes, at man skylder den gule trøje at kæmpe for den. Men at det på nogen måde skulle sætte Ivans overordnede chancer over styr, er helt hen i vejret. Det er vist nok den franske journalist, som for nylig bragte til torvs, at jeg skulle have givet ordre til at udarbejde et register over kritiske mediefolk, der har lanceret historien, men der skal ikke herske den mindste tvivl om, at Ivan stadig er vores førstemand«. Fra dreng til mand »David har levet op til de forventninger, jeg har haft til ham. Han har udviklet sig enormt, og først og fremmest har vi fået lært ham at klare sig i et felt. Tidligere har han nærmest været rædselsslagen og slet ikke kunnet holde sig fremme, men det er et overstået kapitel«. »Jeg kan forstå, at han har udtalt, at han føler, jeg har forvandlet ham fra dreng til mand. Det er da smigrende for mig, at han giver udtryk for den opfattelse, men så lægger jeg heller ikke mere i det. For det er bare mit arbejde. Jeg skal kunne se de enkelte rytteres svagheder og forcer og forstå at bringe dem videre i karrieren til fælles bedste. Min opgave handler altså ikke om blot at sidde bag rattet i en servicevogn. Der følger meget mere med«. Boonen uimodståelig Rabobanks hollandske stjerne og rutinerede Tour-aktør Erik Dekker, schweizeren Rubens Betogliati (Saunier Duval), der for to år siden sejrede på den første Tour-etape, og franskmanden Nicolas Portal (AG2R) optrådte som mandagens udfordrere, men end ikke en fighter som Dekker kunne kue forfølgerne, der med de to belgiske mandskaber Quick Step og Davitamon-Lotto som toneangivende endegyldigt neutraliserede offensiven et par km fra mål. Derefter var der rettet an til den ventede massespurt, og atter var Boonen uimodståelig. Om det var frustration over indlysende afmagt eller andet, skal være usagt, men den australske mester og sidste års vinder af pointkonkurrencen Robbie McEwen (Davitamon-Lotto) optrådte så ureglementeret i nærkontakt med landsmanden Stuart O'Grady, at han siden blev deklasseret fra tredjepladsen. Det indebærer ligeledes, at han har tabt alvorligt terræn i kampen om den grønne trøje. Bøde til Armstrong David Zabriskie krydsede målstregen som nr. 56 i samme tid som Boonen, og det var rigeligt til at bevare føringen. Lance Armstrong er stadig to sekunder efter, og han måtte i går indkassere en bøde på knap 500 kr. for ikke at have opfyldt sine obligatoriske forpligtelser omkring indskrivningen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























