Tilskuerne piftede i Odense

OB's Ulrik Laursen forsøger sig tæt på mål. - Foto: Lars Skaaning
OB's Ulrik Laursen forsøger sig tæt på mål. - Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Det begyndte med fynsk opvisningsspil i herligt solskin - og det sluttede med en blodfattig indsats i mistrøstig regn. Og da OB-spillerne efter det sidste fløjt trissede ned til tilhængernes tribune for at sige tak for støtten - for en sådan blev da leveret undervejs i kampen - blev de modtaget med en voldsom piften. For 0-0 hjemme mod FC Nordsjælland var bare ikke godt nok for de godt 5.000 tilskuere på Fionia Park, der førhen hed noget så ligetil som Odense Stadion. Ville ikke underholde Men hvad der ikke var godt nok for OB'erne, var til gengæld stærkt tilfredsstillende for den nordsjællandske flok, der ikke - for nu at bruge cheftræner Johnny Petersens ord - var gået på banen for at underholde nogen som helst, men for at få i hvert fald ét point med hjem. Og det lykkedes altså på en dag, hvor FCN-truppen måtte finde sig i ekstra opmærksomhed fra både medier og tilskuere i kraft af den afsløring, som Ekstra Bladet kunne servere nogle timer inden kampen: At angriberen Mads Junker har snydt flere af sine holdkammerater for et stort pengebeløb i pokerspil. »Spillerne har selv taget hånd om sagen, og dermed betragter jeg den som overstået«, lød det fra Johnny Petersen - som samtidig kunne oplyse, at klubbens ledelse har forbudt al kortspil i truppen. »Jeg har ikke været i en fodboldklub, hvor der ikke er blevet spillet kort, man gør det alle steder. Men nu har vi stoppet det - det er den eneste måde at komme kortspil om penge til livs«. Ingen kontakt til medspillere På spørgsmålet om, hvorvidt Mads Junker vil blive sat til salg som konsekvens af dette tillidsbrud mellem ham og de spillere, han har snydt, svarede Johnny Petersen: »Det har jeg ingen kommentarer til«. Og Mads Junker lod meddele, at han heller ingen kommentarer havde til affæren. Men at han var en mand, der ikke havde det godt, var tydeligt - han havde nærmest ingen kontakt med medspillerne under opvarmningen, og efter kampen var det heller ikke alle holdkammeraterne, der vil give ham hånden som 'tak for indsatsen'. »Mads Junker blev ikke frosset ud - det kan jeg godt sige nej til«, lød det fra Johnny Petersen, da han blev spurgt, om holdkammeraterne bevidst ikke spillede Junker, når han nogle gange forgæves råbte for at få bolden. Miti skød forbi Undervejs i kampen så man ikke meget til Mads Junker - men med 0-0 står det i hvert fald fast, at han hverken satte trumf på eller snød nogen af OB-spillerne. Og mulighederne for det var da også få, ikke mindst i første halvleg, hvor gæsterne stort set ikke var med i kampen. OB var fuldstændig styrende i de første 45 minutter og burde have sikret sig en pæn føring inden pausen. Den største chance - og det var virkelig en super-chance - blev lagt i fødderne på Mwape Miti. Leveret fra Søren Berg, der først strøg forbi Francis Dickoh, dernæst Michael Ribers, for derefter at spille Miti helt-helt-helt fri med en tværaflevering - men Miti skød forbi målet. Blændende Berg I den periode af kampen var Søren Berg blændende - han leverede ikke en fejl, driblede godt, afleverede godt og kiksede ikke en eneste boldmodtagelse. Derimod virkede Miti, der ellers har været OB's angrebsstjerne i flere sæsoner, særdeles mat og 'fraværende', og det var forbavsende, at han først blev skiftet ud tyve minutter før tid. Miti var i hurtighed og spilopfattelse en skygge af sig selv. Efter pausen vendte billedet. OB slap presset, gik ned i tempo - og FC Nordsjælland kom længere frem på banen og blev en del af kampen. Og et par enkelte scoringsmuligheder blev det endda til for det nordsjællandske mandskab, hvis bageste kæde var stærkt spillende gennem det meste af anden halvleg. Angribere søges OB's cheftræner Bruce Rioch var i sagens natur - efter overlegenheden i første halvleg - ikke nær så tilfreds som kollega Petersen. »Vi kunne godt have gjort det bedre i anden halvleg«, sagde Rioch, der ikke lagde det mindste skjul på, at han godt kan bruge to-tre ekstra angribere. »Vi har brug for mere styrke på holdet, mere opbakning i spillet, og jeg savner forstærkninger på alle positioner. Mit mål er at skabe en succes for denne klub, men det bliver hårdt arbejde«, lød det fra den skotske træner, der fortsat er ubesejret med OB efter én sejr og tre uafgjorte kampe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her