»Nå, skal vi tænde for mikrofonerne. Jeg tror sgu, de scorer nu«, sagde den udsendte fra Radio Horsens til sin kollega. AC Horsens havde hjørnespark, og de to dedikerede Horsens-tilhængere var i glimrende humør. Det var til at forstå. Oprykkerne fra AC Horsens havde nemlig taget hul på noget, der både lignede og endte med en gedigen overraskelse mod fodboldstormagten fra Brøndby. Dem med Champions League-kampe og det hele. Snert af Europa »For første gang siden de gyldne HfS-dage i 1960'erne skal horsensianerne opleve en snert af europæisk fodbold. Er Brøndby til at tale med efter onsdagens uafgjorte resultat mod Ajax Amsterdam?«, blev der spurgt på AC Horsens' hjemmeside, inden gårsdagens kamp, og de forventningsfulde midtjyder fik hurtigt besvaret deres spørgsmål. Ja! Brøndby var så afgjort til at tale med - hvis spillerne ellers kunne forstå hinanden på tværs af landets dialekter - og Horsens fik et fortjent point mod et mesterhold, der var mærket af anstrengelserne fra onsdagens Ajax-kamp. Tro på sejr Med Mads Jørgensen skadet og med Morten Skoubo på bænken bestod Brøndby-angrebet ud over Johan Elmander i front af Jonas Kamper og Kasper Lorentzen. Begge kanter blev standset effektivt af Horsens-backerne Per Gade og Martin Halle, og Brøndby-angrebet eksisterede nærmest ikke i første halvleg. Horsens-angriberene Abdul Sule og Niels Lodberg så man derimod en del til i første halvleg. Det ville være løgn at kalde nogen af dem elegante, men de tror på, at de kan vinde hver en nærkamp, de går ind i. Det er den indstilling, der skal til, hvis man vil gøre noget ved en spillemæssig overlegen modstander som Brøndby. Sule ragede til sig Et godt eksempel var, da Sule efter et kvarter løb fra Daniel Agger, men misbrugte friløberen til at brase ind i Casper Ankergren i Brøndby-målet. De to lå og rodede lidt i græsset, inden Sule var tæt på at få raget bolden i mål i anden omgang. Især Daniel Agger så uheldig ud i flere nærkampe med Abdul Sule, som spillede en flot første halvleg. I anden halvleg blev Kasper Lorentzen, og Martin Retov erstattet af Morten Skoubo og Johan Absalonsen. Især indskiftningen af Morten Skoubo - som Michael Laudrup havde valgt at spare i første halvleg - gav Brøndby-angrebet tyngde. Uden tempo Brøndby fik aldrig sit spil op i tempo, men i anden halvleg fik de tilført lidt vilje og fremtvunget en del farlige situationer. Det bestod mest af indlæg fra halvdistancen, som blev farlige, fordi Horsens' straffesparksfelt ofte var tæt befolket af Brøndby-spillere. Mest nærgående var gæsterne ved Johan Absalonsens skud på overliggeren, et flot langskud fra Per Nielsen og en nedfaldsbold efter et hjørne, som Horsens fik losset væk fra målstregen. Kræfterne slap op I løbet af den sidste halve time slap oprykkernes kræfter langsomt op. Det betød, at Brøndby fik spillerum mellem Horsens' to firemandskæder, der ellers havde siddet tæt i første halvleg. Desuden lavede hjemmeholdet en del koncentrationsfejl, som et Brøndby-hold normalt ville straffe. Når Horsens alligevel fik et point, skyldtes det - ud over Brøndbys manglende 25 procent - at alle holdets spillere tilsyneladende vil kæmpe, til de falder om på banen. Det kan publikum lide i Horsens, og et jubelbrøl gav genlyd under Sydbank-tribunen, da dommer Michael Svendsen fløjtede kampen af med stillingen 0-0 på lystavlen. Inden det skete, havde tribunen givet genlyd af en mand med en megafon, som sang: »Champions League, Champions League, hvor er du?«. Heldigvis for de danske europachancer kan Brøndby spille meget bedre, end de gjorde i går. Og det kommer de til, hvis de skal have andet end toldfrie smøger med fra Amsterdam.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Fostre får lov at gå til, selv om de godt kunne reddes: »Jeg beskyldte mig selv for, at jeg ikke kunne holde på vores barn«
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
-
Hallo DR, hvad er det for en historie, I vil fortælle?
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























