FCK fik spinkel sejr i topkamp

Lars Jacobsen scorede på det første af kampens to straffespark, da FCK vandt dramatisk topkamp og tilføjede Viborg sæsonens første nederlag.   Foto: Stine Larsen
Lars Jacobsen scorede på det første af kampens to straffespark, da FCK vandt dramatisk topkamp og tilføjede Viborg sæsonens første nederlag. Foto: Stine Larsen
Lyt til artiklen

FCK-cheftræner Hans Backe følte, at hans hold - der rykkede fra tredje- til andenpladsen på tabellen - i spillemæssig henseende havde taget et skridt fremad. Viborg-forsvareren Thomas Andie mente, at hans hold havde bestået topholds-testen og bevist, at Viborg kan begå sig blandt de bedste i Superligaen, selv om Andie anerkendte berettigelsen i hjemmeholdets smalle 2-1-sejr. Bommert af Mota På den måde var alle åbenbart tilfredse med indsatsen i topmødet i Parken - men Viborg-spillerne var altså også meget ærgerlige og skuffede, og det forstod man så godt. For hvis ikke brasilianeren José Mota havde dummet sig og sparket bolden væk ved et frispark, så han indkasserede advarsel nummer to og derfor blev udvist, kunne det måske være endt 0-0, som det stod, da Mota så rødt? Et spørgsmål, vi aldrig får svaret på. FCK fik lille straffe Og hvis viborgenserne havde været fuldt koncentrerede, havde de måske afvist det høje indlæg ind i feltet, der førte til FCK's sene sejrsmål, som Peter Ijeh lirkede i kassen mindre end et minut efter, at Thomas Frandsen havde udlignet til 1-1 på et straffespark. Dommer Laursen mente at have set, at målmanden Jesper Christiansen ulovligt væltede Steffen Højer inde foran FCK-målet. Det var vist ikke verdens største straffespark, og mange mente også, at det var lidt tyndt det straffe, som Laursen fløjtede til FCK i en situation, hvor Janne Saarinen faldt i en nærkamp med målmand John Alvbåge, der ikke fik timet sit indgreb helt rigtigt. Lars Jacobsen fyrede 1-0-bolden i kassen med et brag, og FCK-fansene hylede af begejstring over, at et massivt spilovertag 11 mod 10 havde givet bonus. 1-1-målet gav bange FCK-anelser om, at historien fra AGF-kampen - da FCK 11 mod 10 måtte nøjes med ét point - ville gentage sig. Det gjorde den altså ikke, og til sidst kunne indskiftede Peter Møller med lidt held og mere skarphed have øget føringen. Han fik et par vældig gode chancer, men både hans skud fra en spids vinkel og et flot hovedstød blev reddet af den stærke John Alvbåge, der var levende og reaktionshurtig mellem stængerne. Kreativt kantspil Hans Backe havde, overraskende, valgt at flytte Michael Silberbauer ind på den centrale midtbane for, at han og Tobias Linderoth fysisk skulle matche Thomas Frandsen og Jakob Glerup. Backe var tilfreds med Silberbauers indstilling og fight, og Silberbauer gav flere gange prøver på gennembrudsstyrke. Han og Elrio van Heerden, som var sat ud på højrekanten, havde gode kreative indslag, driblinger og løb, som generede Viborg-defensiven. Tobias Linderoth leverede et stort arbejde som bolderobrer og presspiller og stak nogle gode bolden frem i dybden - og så lavede han som sædvanligt et par hårde frispark. Det ene kostede en advarsel, og svenskeren skal afsone karantæne på søndag. FCK'erne var de mest fremadrettede i tankegangen, også i den lige første halvleg, som bød på få afslutninger og få højdepunkter. Forsvarerne var bedre end angriberne. Viborgs spil var rimeligt forudsigeligt med mange høje bolde op mod José Mota. Det var ikke så smart, når brasilianeren var afskærmet og dækket op af Bo Svensson og Michael Gravgaard. Lars Jacobsen (også stærk i offensiven med mange fremløb) lukkede effektivt af FCK's højre side, og Viborgs fløjspil var længe ikke-eksisterende. En enkelt gang opstod et hul i FCK's venstre side, og Jesper Christiansen kom ud på en skovtur. Men Paul Obiefule sparkede i sidenettet. Svag defensiv Mikael Rosén, Thomas Andie, Jesper Andersen og Thomas Tengstedt leverede solidt, påpasseligt og robust spil i Viborgs bageste kæde med resolutte tacklinger og indgreb. Viborg-folkene arbejdede hårdt for hinanden og kunne faktisk true FCK-målet mod slutningen. »Jeg synes, at vi var for passive i defensiven i perioder«, erkendte Hans Backe. »Forsvarskæden trak sig lidt for langt tilbage i stedet for at gå frem og 'overfalde' modstanderne, så vi kunne have fået bolden og angrebet hurtigere den anden vej. Men undervejs i kampen producerede vi da ganske mange chancer og kunne have lukket kampen tidligt i anden halvleg«. »Jeg synes, vi skal have ros for indsatsen, selv om vi altså led det første nederlag. Vi havde styr på dem, da vi var 11 mod 11«, sagde Thomas Andie. Thomas Frandsen fortalte, at Mota sad i omklædningsrummet og hang med hovedet. Forståeligt nok.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her