Forrygende comeback af fynske kvinder

GOG s hollandske spiller Pearl van der Vissel omfavner holdkammeraten Malene Dalgaard efter at sejren over Viborg i pokalfinalen er en realitet.   Foto: Andreas Szlavik
GOG s hollandske spiller Pearl van der Vissel omfavner holdkammeraten Malene Dalgaard efter at sejren over Viborg i pokalfinalen er en realitet. Foto: Andreas Szlavik
Lyt til artiklen

Politikens udsendte i Atletion i Århus nåede lige at henvende sig til kollegaen, der sad ved siden af. »Den her kamp, bliver da godt nok heller ikke særlig spændende, hva'?«, lød kommentaren efter godt ti minutters spil i anden halvleg. »Nej, det har du ret i«, svarede han, inden han igen vendte øjnene ned mod banen, for at følge med i kvindernes pokalfinale mellem Viborg og GOG. Alt virkede afgjort På det tidspunkt førte Viborg med seks, 22-16, og selv om GOG havde scoret de seneste to gange, så virkede det som om, alt var afgjort. Viborg havde indtil det tidspunkt fuldstændig kontrolleret finalen - midtjyderne var konstant et skridt foran, så det reelt bare var et spørgsmål om sejrens størrelse. Desuden var det svært at få øje på den vilje og gejst, som nødvendigvis skulle findes frem, hvis GOG skulle tilbage. Den fandtes i hvert fald ikke blandt fynboernes fans på lægterne, for de sad og kiggede sådan lidt halvsøvnigt på begivenhederne, mens det var Viborgs grønklædte taktklappende supportere, der skabte den stemning, der var i den store arena. 12 Scoringer Men, men men ... bare et lille kvarter senere vendte kollegaen tilbage. »Det var da en fremragende analyse, du fik lagt for lidt siden«, sagde han og grinte skævt. Og så kunne Politikens udsendte ikke gøre andet end at sende et lidt dumt og undskyldende smil tilbage, for på det tidspunkt havde GOG-Svendborg scoret yderligere 12 gange, mens Viborg blot havde fået noteret to scoringer, hvilket var ensbetydende med fynsk føring på to. Og hvad værre var for jyderne, så var holdet i opløsning, og hvis det før var GOG's fans, der havde hængt noget med hovedet, så var det nu dem, der dansede på sidelinjen, klappede og forsøgte at heppe deres hold fremad. Vi fightede »Jeg ved ikke, hvordan vi kom tilbage. Jeg aner det simpelthen ikke«, sagde GOG's Winnie Mølgaard og lignede en, der lige havde vundet danmarkshistoriens største lotto-gevinst, da hun endnu et kvarter senere stod nede midt på banen med medalje om halsen, som beviset på, at fynboerne fik kørt en sejr på 30-28 hjem. »Vi fightede og kæmpede. Jeg ved ikke, om det i virkeligheden var Viborgs store føring, der fik os til at smide alle hæmninger, men vi gav alt. Jeg kan ikke mindes, jeg har prøvet at være så langt bagud, og så alligevel komme tilbage«, sagde hun og var nærmest ved at blive kvalt i sin egen jubel. »Da vi kommer op, så vi kun er bagud med tre-fire stykker, synes jeg, vi kan mærke, at det her kan godt lade sig gøre. På det tidspunkt havde vi også fået bedre styr på vores forsvar - ja, alt lykkedes bare«, sagde hun, inden hun drog videre for at fejre den fynske dobbelttriumf, som altså blev en realitet, da GOG's herrer vandt deres finale tidligere på dagen. Viborg-spillernes hoveder hang selvsagt helt dernede, hvor man kun kan se gulvbrædder. Og selv om den tidligere GOG-spiller Lene Lund Mikkelsen blev kåret som årets pokalfighter, så kunne det ikke overskygge skuffelsen. »Jeg har ikke anden forklaring, end at vi tror, vi har vundet, og derfor begynder vi at slappe af. Og da GOG, så kan se, at der er en lillebitte mulighed, så lugter de blod og kæmper helt forrygende«, sagde pokalfighteren. »Vi havde på forhånd planlagt, at vi skulle sørge for at bruge alle spillere, fordi vi har en bredere trup end GOG, og på den måde skulle vi så forsøge at køre dem trætte. Men sådan gik det altså ikke, og det er utilgiveligt. Der er i hvert fald noget, vi skal hjem og snakke om, for i dag manglede der både vilje og gejst«, sagde hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her