Kampen mellem Skjern og Viborg om den fjerde slutspilsplads i mændenes håndboldliga blev yderligere skærpet, da Skjern i aften tabte udekampen mod Bjerringbro-Silkeborg 28-34. Skjern ligger dog stadig nummer fire med 28 point, men har kun to point ned til Viborg. Bjerringbro-Silkeborg fik to tiltrængte point væk fra bunden og er nu oppe på 17 point og dermed fire foran Fredericia, der ligger til nedrykningsspil. Overraskelser Der var også overraskelser i bunden af ligaen, da bundproppen Ajax vandt udekampen mod Team Helsinge 34-33 efter 19-15 ved pausen. Thomas Bruun scorede her ni gange for københavnerne. Til gengæld levede topholdet GOG Svendborg op til favoritværdigheden, da holdet besejrede HF Mors 37-32 på udebane. HF Mors har med ni point overtaget sidstepladsen fra Ajax, der er kommet op på 10 point.
Skjern snublede mod Bjerringbro
Lyt til artiklen