Dansk sejr i Finnjolle

Fem sejre undervejs i stævnet gjorde Jonas Høgh-Christensen til en suveræn vinder af Eurolympstævnet på Mallorca.   Foto: Mick Andersson
Fem sejre undervejs i stævnet gjorde Jonas Høgh-Christensen til en suveræn vinder af Eurolympstævnet på Mallorca. Foto: Mick Andersson
Lyt til artiklen

Han er blevet nummer fire ved VM, han er blevet kåret til Årets Fund i dansk idræt, har deltaget ved OL, vundet et stort stævne i Miami og været nummer 1 på verdensranglisten. Men det blev alt sammen overgået, da Jonas Høgh-Christensen i går sejlede Finnjollebanen rundt allerbagest i finalefeltet og dermed sikrede sig den samlede sejr i årets første store regatta, Princess Sofia Trophy på Mallorca. Undgik diskvalifikation Her var den 24-årige dansker efter førstepladser i fem af de første ti sejladser så langt foran inden finalesejladsen, nyskabelsen, hvor de ti bedste både sejler om dobbelte point, at han blot skulle undgå en diskvalifikation for at holde den nærmeste konkurrent, spanieren Rafael Trujillo, bag sig. »Ud over VM og EM er der fire store stævner, der betyder noget, og Princess Sofia er et af dem, derfor rangerer det her resultat over alt, hvad jeg tidligere har præsteret. Oveni har jeg så sejlet bedre end nogensinde, både taktisk og teknisk«, konstaterer Jonas Høgh-Christensen efter at have fået placeret sin Finnjolle på taget af bilen, som han nu kører til Hyeres og sæsonens andet store stævne. »Mit mål for sæsonen er at tilbageerobre førstepladsen på verdensranglisten, fordi det er et udtryk for den stabilitet, jeg tidligere har manglet. Der har været for mange svipsere undervejs, fordi jeg har været useriøs eller for dårligt forberedt, men nu skal jeg op og være en af de faste favoritter til de store medaljer, i stedet for blot at være en outsider«, fastslår Jonas Høgh-Christensen. God holdpræstation 22 af de 27 danske landsholdssejlere var til start på Mallorca, hvor der var tilmeldt for få Starbåde til at gennemføre konkurrencen og brætsejleren Jesper Vesterstrøm ikke stillede op. Yderligere to danske både, begge i 49'er, nåede blandt de ti finalister, mens et par stykker til det sidste havde chancen for top-10-placeringer. »Vores primære sigte har været at gøre os nogle erfaringer, så der har ikke været noget decideret resultatmål, men vi har i hvert fald lært, at der skal trænes langt flere timer på vandet i vintermånederne, hvis man skal gøre sig gældende fra start. Det har ikke været muligt derhjemme, og økonomien har ikke været tilstrækkelig til at sende folk til udlandet«, siger sejlunionens elitechef, Michael Staal, der dog var begejstret for den holdpræstation, danskerne har samarbejdet om. For OL-bronzevinderen Signe Livbjerg var stævnet debut i 470-jollen sammen med Rie Christiansen, der indledte stævnet med at kæntre i første sejlads og opnåede den bedste placering, en 12.-plads, i sidste sejlads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her