Da Arsène Wenger trådte ind på podiet til pressemødet før returmødet med Bayern München i Champions League, var det med bevidstheden om, at hvert et ord han sagde, ville blive målt og vejet i en grad, som han kun sjældent har oplevet i sin 20 år lange karriere i spidsen for Arsenal.
For opgøret mod de tyske mestre fremstår netop nu som en uløselig opgave for den 67-årige franskmand, der for første gang som Arsenal-manager er på nippet til at blive – om ikke fyret – så listet ud af klubben, når hans kontrakt udløber til sommer.



























