Foråret var sat på udskiftningsbænken og blev aldrig sendt på banen, så det var i stærk blæst tilsat kolde regndråber over stadion i Slagelse, at Danmarks kvindelandshold sluttede seks dages træningssamling af med at teste formen mod Finland.
Mentalt var der alligevel rigeligt at varme sig ved for de 3.312 tilskuere, landstræner Nils Nielsen og holdet, der om 96 dage tager hul på EM-slutrunden med belgiske modstandere, for Danmark vandt 5-0 efter en indsats, der var lige så overlegen, som resultatet fortæller.


























