Tennis: Tennis: Verdensranglistens nr. 1, skotten Andy Murray, har endnu ikke fundet melodien i denne sæson, og torsdag eftermiddag blev det understreget i Madrid. Murray måtte forlade turneringen efter mødet med 20-årige Borna Coric fra Kroatien, der vandt 6-3, 6-3 og er klar til kvartfinalen. Et andet af ATP Tourens unge stortalenter, den jævnaldrende tysker Alexander Zverev, er også videre efter sin 6-4, 6-4-sejr over tjekken Tomas Berdych. Zverev møder enten Benoit Paire eller Pablo Cuevas.
Tennis: To fantastiske baghåndsslag, lige så giftige forhåndsslag og et par flotte, naturlige server. Dominic Thiem og Grigor Dimitrov har alt det, der skal til for at skabe en seværdig kamp, og det leverede de i høj grad torsdag ved Madrid Open. Duellen endte med tiebreak i 3. sæt, hvor Dimitrov først fik erobret den lille fordel med en skarp returnering. Det var dog ikke nok, og Bulgariens store tennisprofil måtte efter fem misbrugte matchbolde bøje sig for østrigeren, der vandt 4-6, 6-4 7-6 (11-9). I kvartfinalen venter den unge kroat Borna Coric, der overraskende besejrede topseedede Andy Murray.




























