Kajak: René Holten Poulsen hentede lørdag medalje ved sit 10. EM i træk, da han på 1.000 meter enerkajak sluttede som 2’er i bulgarske Plovdiv. »Jeg var lidt træt efter i går, som var ’worst case scenario’ med fem løb i 40 graders varme, så det var en hård dag»«, siger René Holten Poulsen, der nu er oppe på i alt 19 EM-medaljer, hvilket er lige over halvdelen af alle danske EM-medaljer nogen sinde. På 1.000 var det kun portugiseren Fernando Pimenta, der var hurtigere end Poulsen. Bronzemedaljen gik til Balint Kopász fra Ungarn.
Fodbold: FC Nordsjælland siger farvel til en af deres nøglespillere. Slovakken Stanislav Lobotkas fremtid ligger således i spanske Celta Vigo, der har købt og hyret den 22-årige midtbanemand på en fem år lang aftale. »Det er med blødende hjerte, at vi siger farvel«, siger FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand. En millionkompensation er dog på vej til Farum-klubben. Tranfersummen ligger angiveligt på over 30 millioner kroner.




























