Fodbold: Paul Onuachu måtte blive på hotellet med ondt i maven, da FC Midtjylland torsdag aften tabte 2-3 ude til cypriotiske Apollon Limassol i den første af to kampe om en plads i Europa Leagues gruppespil. Maveondet viste sig at være blindtarmsbetændelse, og den 2,01 meter høje angriber blev derfor kørt på hospitalet.
»Undersøgelser viste, at Onuachu havde blindtarmsbetændelse. Angriberen blev derfor opereret fredag morgen og har det efter omstændighederne godt. Det forventes, at Onuachu atter vil være spilleklar for FC Midtjylland efter landsholdspausen«, meddeler FC Midtjylland på sin hjemmeside.




























