Sejlsport: OL-bronzevinderne Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen ligger på førstepladsen inden sidstedagen af VM i 49erFX - efter nogle heftige dueller med landsmændene Ida Marie Baad og Marie Thusgaard. Fredag blev der afviklet fire sejladser og de gav placeringerne 11-1-2-1 til Hansen/Salskov-Iversen, der med 14 point er 5 foran de newzealandske OL-sølvvindere Maloney/Meech og 7 foran de olympiske mestre, brasilianerne Martin Grael/Kahena Kunze. Baad/Thusgaard er nummer 6 efter dagens serie på 19-15-1-2. De to sidste sejladser gav altså danske dobbeltsejre. De resterer kun én dags sejladser i Matosinhos i Portugal, hvor der ikke blev sejlet de første to dage.
»Lige nu er vi bare glade for at have sejlet godt. At vi fører, tænker vi ikke så meget på. Vi aner ikke, hvor mange sejladser, vi skal igennem lørdag, fordi hele programmet er bagud. Alt er stadig fuldstændig åbent«, siger Katja Salskov-Iversen i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.




























