Sejlsport: Efter tre dages sejladser udfor Barcelona har den olympiske mester og verdensmesteren, hollænderen Marit Bouwmeester, og OL-bronzevinderen Anne-Marie Rindom skilt sig ud i toppen i kampen om europamesterskabet med henholdsvis 18 og 20 point. Rindom hentede ind på hollænderen ved at være foran hende i begge fredagens sejladser med placeringerne 3 og 14, mens Bouwmeester blev 10 og 19. Der er planlagt yderligere to sejladser både lørdag og søndag.
Fodbold: Danmarks U21-landshold oplevede en fremragende fredag aften. I Aalborg vandt Danmark med 5-2 over Georgien den tredje sejr i træk i EM-kvalifikationen, og samtidig mistede den formodet værste konkurrent, Polen, point ved hjemme at spille 3-3 mod Finland. Sidste sæsons Superligatopscorer, Marcus Ingvartsen, scorede to af målene for Danmark, der førte 4-0 efter en time med Mikkel Duelund og Jacob Bruun Larsen som øvrige målscorere. Robert Skov scorede Danmarks femte mål mellem to georgiske reduceringer i de sidste 10 minutter. Danmarks næste kamp er på tirsdag ude mod Finland.




























