Tennis: For tredje gang i denne sæson og for 24. gang i alt skal historiens to største rivaler, den spanske verdensetter Rafael Nadal og den schweiziske toer Roger Federer, mødes i en finale. Det sker i Shanghai, hvor Rafael Nadal spillede sig frem til det 38. møde med Federer ved at slå kroaten Marin Cilic 7-5, 7-6. Roger Federer var på endnu hårdere arbejde mod argentineren Juan Manuel del Potro, der var foran, men måtte se sig slået 3-6, 6-3, 6-3 af den 36-årige, som fortsætter med at levere på samme høje niveau, som da han vandt den første af karrierens 19 rekordudløsende grandslamtitler for snart 15 år siden. Tidligere i år vandt Federer både finalerne i Melbourne og Miami samt 1/8-finalen i Indians Wells mod Nadal, der ikke har slået ærkerivalen i en finale i snart fire et halvt år. Nadal fører indbyrdes 23-14.
Fodbold: Martin Braithwaite scorede sit andet sæsonmål for Middlesbrough lørdag. Braithwaite nettede efter syv minutter og udlignede til 1-1 i udekampen mod Barnsley i den næstbedste række. Opgøret endte 2-2, og det ene point betyder, at Middlesbrough ligger på 11.-pladsen i rækken. Danskeren scorede sit første mål i engelsk fodbold i runden forinden, da det blev 2-2 mod Brentford. (ritzau)



























