Den Internationale Cykelunion (UCI) oplyser, at Chris Froome har afgivet en mistænkelig dopingprøve under Vuelta a Espana i september.
Froome afgav en urinprøve med for meget indhold af stoffet salbutamol under Vueltaen 7. september. Han blev underrettet om prøvens indhold 13 dage senere.
Froome forklarer, at det var astmamedicin. Briten har lidt af astma siden barndommen, forklares det på Skys hjemmeside.
»Det er velkendt, at jeg har astma, og jeg ved nøjagtig, hvad reglerne er. Jeg bruger en inhalator for at håndtere mine symptomer«.
»Og jeg ved helt sikkert, at jeg vil blive testet hver dag, jeg bærer løbets førertrøje«, siger Froome.
Dobbelt op
Chris Froome havde det dobbelte af den tilladte mængde af stoffet salbutamol i den prøve han afgav 7. september. Froomes prøve viste 2.000 nanogram per milliliter, det tilladte er 1.000 nanogram per millimliter.
»Min astma blev værre under Vueltaen, så jeg fulgte lægens anvisninger om at øge min dosis af salbutamol. Som altid gjorde jeg mig meget umage med ikke at bruge mere end den tilladte dosis«.
»Jeg tager min ledende position i cykelsporten meget seriøst. UCI har absolut ret til at undersøge mine testresultater. Og sammen med mit hold vil jeg levere al den information, der kræves«, siger Froome.
UCI meddeler, at Froome ikke er suspenderet på grund af indtagelsen af for meget salbutamol.
Stoffet i sig selv er ikke ulovligt, men en for høj koncentration er ikke tilladt ifølge antidopingreglerne.
Ritzau
fortsæt med at læse




























