Fodbold: Som træner kan Sam Allardyce ikke fremvise en eneste betydningsfuld titel på højeste niveau. Til gengæld har den engelske træner en anden spidskompetence, der særligt midt i en sæson kan være indbringende. Sam Allardyce er nemlig ekspert i få kriseramte klubber på ret køl igen. I øjeblikket er det Everton, der nyder godt af den 63-åriges evner og effektive mandskabspleje. Da Allardyce overtog klubben i dyb krise lå holdet nummer 13 i Premier League med bare 12 point for 13 kampe. Nu hedder det en 9.-plads og 25 point for 18 kampe. Mandag kom den fjerde af fem mulige sejre under ’Big Sam’ i hus, da Everton vendte 0-1 til en 3-1-sejr over Swansea. Wayne Rooney, der var dømt færdig på topniveau, scorede sit 10. sæsonmål. Han forklarer, hvorfor Allardyce har succes: »Han har simpelthen fået os back to basics. Hvis vi tidligere i sæsonen kom bagud, havde vi ikke følelsen af, at vi kunne komme tilbage i opgøret. For en måned siden havde vi tabt en kamp som den mod Swansea«, siger Rooney, der med to håndfulde sæsonmål igen er et hot navn på topscorerlisten.
Fodbold: Superligaens bundprop fra Randers FC må klare forberedelserne til foråret i landets bedste rækker på hjemlig grund. Der er nemlig ikke økonomi til en træningslejr i udlandet. »Der er flere hensyn, som spiller ind på beslutningen. Her er økonomien selvfølgelig ét af dem. Vores nuværende placering i Superligaen betyder, at vi ikke når vores økonomiske målsætninger«, siger klubbens ordførende direktør, Michael Gravgaard, til Randers Amtsavis.




























