En besked er netop tikket ind på hendes Facebook. Men lige nu er Sarah Sönnichsens opmærksomhed rettet mod solnedgangen over Salt Lake søen. Hun er taget herud med en ven for at få lidt afveksling fra det world cup stævne, som er grunden til, at hun befinder sig i USA.
I det hele taget betyder afveksling meget for den 22-årige bueskytte, der har trukket pile op af hylstret og placeret dem til perfektion, siden hun var 10 år. Hvis alt skal handle om at skyde med bue og pil, bliver tilværelsen for ensformig, synes hun.



























