Fodbold: Sæsonens tredje trænerfyring i Superligaen er en realitet og for anden gang er det ledelsen i Randers FC, der har ført kniven. Hollænderen Ricardo Moniz er blevet sat fra bestillingen efter mindre end fire måneder i jobbet. »Det er en bestyrelsesbeslutning, og den kommer, fordi der er forskellige opfattelser af spille- og ledelsesstil. Vi tror ikke, Ricardo Moniz er cheftræneren, der kan føre Randers FC til overlevelse i Superligaen. Vi må desværre erkende, at Randers FC og Ricardo efter vores mening ikke er et godt match«, siger bestyrelsesformand Per Hastrup.
Ricardo Moniz nåede blot 8 kampe i spidsen for Randers, som han efterlader på sidstepladsen i den bedste danske række, hvor han som træner blot formåede at hente 7 af 24 mulige point. Samtidigt har Michael Gravgaard opsagt sin stilling som sportslig og kommerciel direktør, men det meddeles også, at Gravgaard fortsætter med at arbejde i sin opsigelsesperiode. »Der er stadig nogle dage tilbage af dette transfervindue, og vi har fuld tillid til, at Michael gør sit bedste for Randers FC, uagtet at vi i nærmeste fremtid skal reorganisere vores setup«, hedder det fra ledelsen.
Fodbold: Semifinalerne i den spanske pokalturnering hedder FC Barcelona-Valencia og Sevilla-Leganes. De første kampe spilles 31. januar og 1. februar, mens der er returkampe ugen efter.
Fodbold: Atlético Madrid-træner Diego Simeone er blevet idømt tre dages karantæne i den spanske pokalturnering som følge af en bortvisning i kampen mod Sevilla.
Fodbold: Det 17-årige OB-talent Andreas Søndergaard skifter til Wolverhampton i den næstbedste engelske række. Målmanden har fået en kontrakt på to et halvt år.
Fodbold: Engelske West Ham har lejet den portugisiske europamester Joao Maria i italienske Inter for resten af sæsonen.
Golf: Dubai Desert Classics 2. runde bliver først færdigspillet lørdag pga. tåge og mørke. Lasse Jensen nåede 13 huller og er bedste dansker 9 slag under par, hvilket er fire slag dårligere en waliseren Jamie Donaldson, der nåede samtlige 18 huller fredag.
Håndbold: De kroatiske EM-værter vandt deres sidste kamp ved slutrunden med 28-27 (16-10) mod Tjekkiet og slutter dermed på 5.-pladsen ved slutrunden.
Håndbold: Sverige er svækket, når det i aften går løs med EM-semifinalen mod Danmark. Holdets topscorer Albin Lagergren er nemlig ikke med, da han har pådraget sig en hjernerystelse. Albin Lagergren fik et slag i hovedet i onsdagens EM-kamp mod Norge, og den 25-årige back har fået konstateret en hjernerystelse. I stedet for Albin Lagergren er Andreas Cederholm udtaget til Sveriges trup.
Alpint: Wendy Holdener udnyttede hjemmebanen Lenzerheide i Schweiz optimalt og vandt World Cup-afdelingen i den kombinerede konkurrence, der bestod af Super-G og slalom. Den amerikanske superstjerne Lindsey Vonn førte ellers klart efter Super-G, men slalom er bestemt ikke Vonns livret, og hun måtte se sig henvist til 4. pladsen. Nr. 2 blev Marta Bassino fra Italien, mens slovenske Ana Bucik, der var nr. 30 efter Super-G, kørte sig frem på 3. pladsen. Den førende i World Cuppen, Mikaela Shiffrin, stillede ikke op i Schweiz.
Cykling: De danske banepræstationer i 2017 betyder, at det danske landshold har kørt sig til det største antal VM-pladser i nyere tid. Hos kvinderne har de danske ryttere kvalificeret sig i omnium, pointløb, scratch og madison (parløb). Hos herrerne er disciplinerne 4.000 meter holdforfølgelsesløb, omnium, pointløb og madison. VM køres i den hollandske by Apeldoorn 28. februar-4. marts.
Håndbold: Mors-Thy har hentet en gammel kending tilbage og givet ham en treårig kontrakt. Der er tale om målmanden Søren Pedersen, der i to omgange tidligere - 2007-2009 og 2012-2014 - har vogtet målet for klubben. I de øvrige år har Søren Pedersen spillet i Skjern og senest Aalborg Håndbold.
Badminton: Line Kjærsfeldt og Anders Skaarup er ikke længere en del af Badminton Danmarks satsning i mixeddouble frem mod OL i Tokyo i 2020. Line Kjærsfeldt vil gerne satse på single, og derfor stopper samarbejdet .
Ishockey: Herning Blue Fox har hentet den 31-årige finske forsvarsspiller Marlo Koponen hos Gentofte Stars. I samme omgang siger den jyske klub farvel til en anden finne, Eetu Vento.
Badminton: Rasmus Gemke tabte kvartfinalen i Indonesia Masters til japaneren Kazumasa Sakai, der vandt i to sæt med cifrene 21-9, 21-18. I damedouble gik Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen som eneste danskere sikkert videre til semifinalen. Det tredjeseedede danske par vandt 21-18, 21-10 over Rawinda Prajongjai og Jongkolphan Kititharukal fra Thailand. Kvartfinalen blev til endestation for doublen Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding samt singlen Hans-Kristian Vittinghus.
Tennis: Schweizeren Roger Federer er i finalen i grand slam-turneringen Australian Open, da sydkoreanske Hyeon Chung måtte trække sig med en skade i andet sæt. Federer var foran 6-1, 5-2, da Chung trak sig. I søndagens finale skal andenseedede Federer møde kroaten Marin Cilic, der er seedet som nummer seks. Det er 7. gang, Federer er i finalen i Melbourne, og han har vundet titlen 5 gange.
Olympisk: Den Internationale Sportsdomstol, CAS, opretter to midlertidige kontorer i Sydkorea i forbindelse med den olympiske vinterlege i Pyeongchang, der starter 9. februar. Det ene skal tage sig af tvister i sportslig sammenhæng, som det har været ved alle olympiske lege siden 1996, mens det andet skal tage sig af klager med relation til doping.
Håndbold: Fem danske spillere er nomineret til EM's stjernehold, det såkaldte All Star-hold. Det drejer sig om målmand Jannick Green, venstre back Mikkel Hansen, playmaker Rasmus Lauge, højre back Peter Balling og højre fløj Hans Lindberg. Der er fem nominerede spillere på hver plads, og derudover skal turneringens mest værdifulde spiller og bedste forsvarsspiller findes.
Direkte sport i tv
Tennis: Timea Babos fra Ungarn og franske Kristina Mladenovic vandt damedoublen i Australian Open ved i finalen at besejre det russiske par Ekaterina Makarova og Elena Vesnina i to sæt med cifrene 6-4 6-3. Det var første grand slam-titel til Babos, mens Mladenovic i 2016 vandt French Open ligeledes i double sammen med landsmanden Caroline Garcia.
Basketball: De forvarende NBA-mestre fra Golden State Warriors fik den anden sejr på stribe, da Minnesota Timberwolves blev slået 126-113. Det var især stjernetrioen Stephen Curry (25), Kevin Durant (28) og Klay Thompson (25), der imponerede med tilsammen 78 point og 18 trepointsscoringer. Desuden lavede Durant med 10 rebounds og 11 assist karrierens 11. double triple.
Motorsport: Jan Magnussen starter i poleposition i sin GTLM-klasse, når det traditionsrige 24 timersløb på Daytona skydes i gang lørdag aften dansk tid. Der er 50 biler til start i tre klasser, og for den danske veterans vedkommende betyder det, at han sammenlagt starter som nr. 24. Hurtigst i kvalifikationen var en Cadillac med Matt McMurry, Tristan Vautier og Eddie Cheever lll. I GTD-klassen starter Christina Nielsen som nr. 9, hvilket er lig med 37. pladsen i det samlede felt.
Håndbold: Rasmus Bertelsen skifter fra Ribe-Esbjerg i den bedste række til SønderjyskE, hvor han har underskrevet en toårig aftale. Den 31-årige bagspiller har været i Ribe-Esbjerg siden 2011.
Para-sport: Atletikudøveren Daniel Wagner er kåret som årets para-atlet, efter at han i 2017 vandt VM-guld i længdespring.
Håndbold: Silkeborg-Voels kvinder er inde i en god stime, og tog den 3. ligasejr på stribe, da det blev 34-27 over Team Esbjerg. Med den overraskende sejr på udebane ligger Silkeborg på rækkens 7. plads, der giver adgang til slutspillet.
Fodbold: Spanien møder Argentina 27. marts i en testkamp før VM-slutrunden i Rusland. Kampen vil blive spillet på Wanda Metropolitano, som er Atlético Madrids nye hjemmebane. Derudover møder de tidligere verdensmestre Schweiz,Tunesien og Tyskland i Düsseldorf 23. marts.
Fodbold: FC Barcelona er klar til den spanske pokalsemifinale efter en 2-0-sejr hjemme over lokalrivalerne Espanyol. Barcelona vinder sammenlagt 2-1 over to kampe.
fortsæt med at læse




























