En beundringsværdig psykisk styrke har gennem hele tenniskarrieren været et af Caroline Wozniackis kendetegn, men det var mest af alt hovedet, der voldte verdensetteren vanskeligheder i tredje runde af Qatar Open.
Men da først Wozniacki havde fået styr på frustrationerne over rumæneren Monica Niculescus larmende stønnen, fortsatte hun marchen mod den sejr, der var nødvendig for ikke at miste førstepladsen på verdensranglisten.




























