Danmark: Nicklas Bendtner, Andreas Cornelius og Andreas Bjelland kæmper med tiden for at blive klar til VM i Rusland. Trioen er ikke med lørdag i Stockholm mod Sverige. Søndag kan de være historie i VM-truppen.
»Vi er nødt til at tage en beslutning omkring de spillere, og den bliver taget på søndag, for mandag klokken 12 skal vi melde truppen ind«, siger Åge Hareide ifølge Ritzau.
Den danske bruttotrup er i øjeblikket på 27 spillere. Fire skal derfor sorters fra senest mandag middag. Hareide har flere gange slået fast, at kun skadesfri spillere, kommer med til Rusland, hvor Danmark spiller for første gang 16. juni mod Peru.
»Det er en kamp mod uret, og jeg må støtte mig til det fysiske apparat og den fysiske træner i forhold til alle de tal, vi har indsamlet på de her spillere«, siger Hareide.
Serbien: AGF-målmanden Aleksandar Jovanovic må se VM i tv. Serbiens landstræner Mladen Krstajic sorterede fredag ud i bruttotruppen – og det gik ud over målmanden fra Superligaen.
Serbiens trup:
- Målmænd: Vladimir Stojkovic (Partizan Beograd), Predrag Rajkovic (Maccabi Tel Aviv), Marko Dmitrovic (Eibar).
- Forsvarere: Aleksandar Kolarov (AS Roma), Branislav Ivanovic (Zenit Sankt Petersborg), Dusko Tosic (Guangzhou R & F), Antonio Rukavina (Villarreal), Milos Veljkovic (Werder Bremen), Milan Rodic (Røde Stjerne), Uros Spajic (Krasnodar), Nikola Milenkovic (Fiorentina).
- Midtbanespillere: Nemanja Matic (Manchester United), Luka Milivojevic (Crystal Palace), Sergej Milinkovic-Savic (Lazio), Marko Grujic (Liverpool), Adem Ljajic (Torino), Dusan Tadic (Southampton), Filip Kostic (Hamburg SV), Andrija Zivkovic (Benfica), Nemanja Radonjic (Røde Stjerne).
- Angribere: Aleksandar Mitrovic (Newcastle United), Aleksandar Prijovic (Paok), Luka Jovic (Benfica).
Australien: Danmarks modstander ved VM vandt overbevisende 4-0 over et urutineret tjekkisk landshold i en venskabskamp. Kantspilleren Matthew Leckie blev dobbelt målscorer, mens Andrew Nabbout også kom på tavlen for australierne. Tjekkernes Jakub Jugas bidrog med et selvmål.
Kampen, der blev spillet i St. Pölten i Østrig, var hollænderen Bert van Marwijks første sejr som australsk landstræner, efter at han overtog posten i januar og ikke vandt testkampene i marts mod Norge (1-4) og Colombia (0-0). Marwijk, der i 2010 førte Holland frem til VM-sølv, skal kun stå i spidsen for Australien ved slutrunden i Rusland. Derefter overtager Graham Arnold.
Danmark møder Australien 21. juni i den anden gruppekamp.
Danmarks tre VM-modstandere: Den totalt ubekendte, den trænerløse og den etableredeSydkorea: Knap så godt gik det for Sydkorea, der tabte testkampen mod Bosnien-Hercegovina 1-3. Edin Visca scorede hattrick for bosnierne, mens Jae-Sung Lee scorede sydkoreanernes mål. Sydkorea er i en hård VM-gruppe med Tyskland, Mexico og Sverige.
Belgien: Det er ikke kun det danske landshold, der tager individuelt tilpassede madrasser med til hotelsengene i Rusland. Belgierne gør brug af samme løsning, og et tv-holds besøg hos det firma, der leverer madrasser til Eden Hazard og co., kan have afsløret den belgiske VM-trup inden deadline mandag. I hvert fald blev tv-holdet mødt af 23 madrasser påført navneskilte. De fem spillere i den nuværende 28-mandstrup, der ser ud til at gå glip af VM er Leander Dendoncker, Matz Sels, Jordan Lukaku, Adnan Januzaj og Christian Kabasele.
Rusland: Ifølge Grigory Rodchenkov har en af spillerne i den russiske VM-trup afgivet en positiv dopingprøve i hans tid som direktør for Moskvas antidopinglaboratorium, men efter ordre fra daværende sportsminister Vitaly Mutko skulle både den og alle andre prøver, der ikke var negative, forsvinde. Det fortæller Rodchenkov, der nu lever i skjul i USA efter at have fortalt om det organiserede og statsstøttede russiske dopingprogram, på en konference i England ifølge The Independent.
Rodchenkov siger, at han har kendskab til 34 russiske fodboldspillere, hvis positive dopingprøver er blevet skjult, og en af dem er altså med i den aktuelle VM-trup.
Sverige: De blå-gule skal ved VM forsøge at klare sig uden superstjernen Zlatan Ibrahimovic, der nu spiller for LA Galaxy. Zlatan trak sig fra landsholdet efter EM i 2016, og selv om der efter den svenske kvalifikation opstod rygter om et comeback til angriberen, afviste han. Og det er bedst sådan, forklarer Ibrahimovic til Svenska Dagbladet:
»Jeg tror på Sverige. De er bedre uden Zlatan. Det kollektive bliver den næste stjerne«, siger Zlatan til den svenske avis.
Schweiz: Den schweiziske stjernespiller Granit Xhaka slap med skrækken efter et uheld på træningsbanen. De første melding gik på en alvorlig knæskade og et VM-exit, men nærmere undersøgelser af Arsenal-spilleren har vist, at der blot var tale om et hårdt slag. Dermed skulle han være klar til VM.
Peru: Paolo Guerrero udtrykker på Facebook sin taknemmelighed over at have fået grønt lys til sin VM-deltagelse. Perus anfører var ellers udelukket på grund af en dopingdom, men straffen er nu sat i bero af en schweizisk domstol og appelsagen vil blive behandlet efter VM.
»Denne beslutning yder mig retfærdighed, i hvert fald delvist, så jeg takker retten i Schweiz», skriver Paolo Guerrero på det sociale medie.
Japan: Den nyligt udnævnte japanske landstræner Akira Nishino har udtaget sin trup, og den tæller 14 spillere fra europæisk fodbold, 8 fra den hjemlige J-Liga og en enkelt spiller fra den mexicanske klub Pachuca. Det er Keisuke Honda, der tidligere har spillet i blandt andet AC Milan, men som nu tjener til føden i Mexico. Japan er i pulje med Colombia, Senegal og Polen.
Senegal: Senegal viste ikke ligefrem storform, da holdet testede VM-formen mod Luxembourg torsdag aften. Det afrikanske hold, der er nr. 28 på verdensranglisten spillede på udebane 0-0 mod den europæiske miniput. Luxembourg er rangeret som verdens nr. 83.
Marokko: Heller ikke Marokko gjorde det store væsen af sig i opvarmningskampen mod Ukraine. Nordafrikanerne, der ved VM er i gruppe med Iran, Portugal og Spanien, spillede 0-0 med Ukraine.
fortsæt med at læse




























