Landin er sublim i klar sejr over Schweiz

Niklas Landin var stærk mod Schweiz.
   Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Niklas Landin var stærk mod Schweiz. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Danmarks håndboldlandshold for herrer tog tirsdag aften en ventet sejr, da holdet i Aalborg mødte Schweiz i en testkamp.

29-22 lød den danske sejr efter 14-8 ved pausen.

Målmand Niklas Landin skinnede flottest på det danske hold, inden han i anden halvleg overlod buret til Jannick Green.

6-1 takket være stærk Landin

Danmark kom blændende fra start. Ikke mindst takket være Niklas Landin, der var meget svær at passere.

Han lod blot et enkelt skud gå ind i de første ni minutter, og så kunne Danmark bringe sig komfortabelt foran med 6-1.

Kun seks scoringer blev det til for schweizerne i de første 29 minutter, men de kunne dog pynte lidt på stillingen i det sidste minut, så pausestillingen lød 14-8 i dansk favør.

Offensivt kom de danske mål fra en bred vifte. Ni forskellige kom på tavlen i første halvleg, og ingen scorede mere end to mål. Mikkel Hansen var blandt dem, der scorede netop to.

Stjernespilleren hos Rhein-Neckar Löwen Andy Schmid var lidt af en enmandshær for schweizerne. Med fire mål inden pausen gjorde han sit for at holde kampen bare en smule åben.

Afløseren gjorde det mindre godt

Schmid fortsatte med at bombe mål ind fra starten af anden halvleg, og Jannick Green, der havde erstattet Landin i det danske mål, fik ikke fat i meget.

I løbet af syv minutter var den danske føring skrumpet til 16-14, og en rasende landstræner Nikolaj Jacobsen kaldte til timeout.

Den hjalp ikke lige med det samme, for kort efter reducerede Schmid til 16-17 med sin ottende scoring.

I det efterfølgende angreb satte han en medspiller op til mulig udligning, men forsøget blev misbrugt, og i stedet scorede Danmark så de næste fire mål og kom på 21-16.

Derfra holdt Danmark fat i føringen, og blandt andre Morten Olsen markerede sig flot som playmaker.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her