De største og bedste hold vinder også på en dårlig dag, siger man. Frankrig er af de fleste eksperter og specialister vurderet til at være blandt favoritterne i Rusland – og i hvert fald favorit til at vinde Danmarks gruppe – og vi må efter 2-1-kampen mod Australien antage, at franskmændene bare er langsomme startere i VM-slutrunden. De bør og skal kunne spille meget bedre.
Landstræner Didier Deschamps hold skuffede slemt mod de australske fightere, sat godt op taktisk i en kompakt holdorganisation af Bert van Marwijk. Hollænderen, som blev tilbudt landstrænerjobbet, efter at Morten Olsen ikke takket nej til at springe til, da han fik en henvendelse fra det australske forbund.
Langsomme startere er en præcis beskrivelse af det, franskmændene præsterede før pausen. Holdet, hvor Manchester Uniteds Paul Pogba ellers skulle være en dominerende, styrende kraft, optrådte på en underlig forsigtig og uinspireret måde. Ideforladt og ufarligt opspil og der manglede såvel fart i bolden som hurtige ryk og løb i dybden, der kunne have truet australierne meget mere.
Det så faktisk ud, som om der ikke var nogen klar linje i det, franskmændene lavede, når de gik i offensiven. Midt på banen fyldte den australske anfører Mile Jedinak og Aaron Mooy, klubkammerat i Huddersfield med Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Jonas Lössl, meget. De kunne både tage fra og give igen i duellerne, lod sig ikke skræmme, og de var også gode i de sekvenser, hvor Australien havde muligheder for at forsøge at slå kontra og komme til afslutninger med direkte spil.
Kampen kunne kun blive bedre i anden halvleg. Det gjorde den, og vi fik videodommerne ’på banen’ til at hjælpe banedommeren Andres Cunha fra Uruguay. Han fik lov at se gentagelsesbilleder af situationen, da Antoine Griezmann blev fældet i feltet, så franskmanden fik et straffespark, som han selv scorede på til 1-0. Og vi fik også tv-bevis for, at bolden var over stregen efter at have ramt overliggeren, så Pogba kunne hyldes som matchvinder med 2-1-målet.
Der vil fortsat være delte meninger om overvågningssystemet VAR – Video Assistant Referee. Alle er vel enige om, at det er fint med målfotoafgørelser. Men mange føler, at det tager for lang tid – i denne kamp vel tre minutter – før man får en afgørelse, når banedommeren gives mulighed for at gense og vurdere f.eks. kontroversielle straffesparks-situationer. I Frankrig hilser man nu VAR meget velkommen.
Hvad er VAR? Vil videodommere skabe retfærdighed i fodbold eller gå grueligt galt?Andres Cunha kunne selv se, at den franske stopper Samuel Umtiti af en eller anden mystisk grund pludselig legede målmand og boksede til en bold, så Australien fik det straffespark, som kaptajn Jedinak flot udnyttede til en udligning.
Der kom mere fart over feltet i de sidste 45 minutter, hvor Paul Pogba trådte lidt i karakter, og Didier Deschamps overraskede mange ved at hente Griezmann fra banen. Han blev afløst af Olivier Giroud. En disposition, som nok har skabt debat i Fodboldfrankrig, hvor der også har været undren over, at landstræneren undlod at udtage Real Madrids Karim Benzema.
AGF-træner David Nielsen raser mod Deschamps i en klumme i Jyllands-Posten. Nielsen mener, at Benzema er verdens bedste spidsangriber. Bedre end Suarez, Lewandowski, Cavani, Firmino og Lukaku. Man kan godt følge AGF-trænerens tanker.
Men Didier Deschamps ved endnu mere, end vi gør i Danmark, om alle franske spillere. Hvordan de kan klare sig og gøre nytte i en stor trup, hvordan de passer ind i den måde, VM-holdet skal spille på.
Han spillede 103 landskampe. Han blev europamester med Frankrig i 2000 og to år før verdensmester på hjemmebane. I de år havde Frankrig en fantastisk trup, hvor målmanden Fabien Barthez, Marcel Desailly, Liliam Thuram, Bixente Lizarazu, Patrick Vieira, Zinedine Zidane og Deschamps var med på begge finalehold.
Det var, set med danske øjne, ikke skræmmende, hvad franskmændene leverede. Men i kamp tre i gruppen – mod Danmark – kan holdet optræde med et stærkere udtryk. Australien er et hold, Danmark skal kunne slå. Det har vi sagt hele tiden, og sådan er det. Australierne organiserer sig udmærket i defensiven, de er stærke i luften og arbejder hårdt for hinanden. Offensivt mangler de flere strenge at spille på. Der er næppe overraskelser og smarte tricks, som de kan udfordre med i anden runde mod Åge Hareides udvalgte.
Politikens stjernerbarometer
- Antonie Griezmann, Frankrig, 1
- Raphael Varane, Frankrig, 1
- Mile Jedinak, Australien, 1
fortsæt med at læse




























