FCK-nøglespiller på vej til Sverige

Erik Johansson kom til FCK i 2016 og etablerede sig hurtigt som en lederskikkelse.   Philip Davali/POLFOTO
Erik Johansson kom til FCK i 2016 og etablerede sig hurtigt som en lederskikkelse. Philip Davali/POLFOTO
Lyt til artiklen

Fodbold: Den svenske forsvarsspiller Erik Johansson blev indkøbt som ankermand til forsvaret i FC København og han forlængede da også kontrakten sidste år frem til 2021. Nu er han så på vej væk fra FCK og hjem til Sverige. FCK bekræfter på klubbens hjememside, at de har givet ham løbepas og åbnet for et skifte til Stockholm-klubben Djurgården. Svenskerne viser forsigtig optimisme. »Vi har nu fået tilladelse til at mødes med Erik Johansson for første gang, men der er intet på plads«, siger Djurgårdens sportschef Bosse Andersson til fotbolldirekt.se. BT skrev for en måned siden, at det er et kommende ægteskab med den svenske tv-kendis Carina Berg, der har givet stopperen hjemve.

Fodbold: AS Roma har forlænget kontrakten med cheftræner Eusebio Di Francesco til sommeren 2020. Di Francesco, 48, kom til hovedstadsklubben i seneste sæson, hvor det blev til en semifinale i Champions League og en tredjeplads i Serie A bag Napoli og Juventus.

Håndbold: Skjerns danske mestre er med i næste sæsons A/B-gruppespil i Champions League, mens sølvvinderen Bjerringbro-Silkeborg deltager i C/D-gruppespillet. I A/B-grupperne med hver otte hold går seks fra hver videre, mens etterne og toerne fra C/D mødes i efterfølgende kvalifikationskampe om at gå videre til ottendedelsfinalerne. Hos kvinderne er DM-vinderen København Håndbold og Odense, der vandt sølv, med i gruppespillet. Der er lodtrækning til alle grupperne 29. juni.

Håndbold: Verdensrekorden for flest tilskuere til en håndboldkamp står for fald, hvis Tyskland bliver vært for EM i 2024. Det tyske bud indeholder muligheden for at spille åbningskampen i Esprit Arena i Düsseldorf, hvor der er plads til 50.000 tilskuere. Den nuværende rekord er fra 2014, hvor 44.189 så Rhein-Neckar Löwen mod HSV i Commerzbank Arena i Frankfurt. Tyskland er oppe imod fællesbud fra Ungarn/Slovakiet og Danmark/Schweiz. Sidstnævnte har også budt på EM i 2022.

Golf: For første gang siden 1989 er det lykkedes en spiller at vinde US Open-turneringen to år i træk. Det skete, da amerikaneren Brooks Koepka på den svære bane på Shinnecock Hills i staten New York holdt briten Tommy Fleetwood et slag bag sig. Brooks Koepka delte inden finalerunden førstepladsen med de andre spillere, der alle blev overhalet af Fleetwood, der med en finalerunde i 63 slag brændte banen af. Koepka bruge i alt 281 slag, Fleetwood 282, og 3'eren Dustin Johnson 283. Irlands Padraig Harrington var i 2008 den seneste til at forsvare en majortitel, da han sejrede i British Open.

Tennis: Ikonet Roger Federer er tilbage på verdensranglistens førsteplads efter turneringssejren i Stuttgart på græs søndag. Federer overtager fra rivalen Rafael Nadal. Det er 36-årige Federers 310. uge på toppen - hvilket er rekord.

Tennis: Hos kvinderne er der ingen forskydninger i top-10. Simona Halep fører foran Caroline Wozniacki og Garbine Muguruza. Halep og Wozniacki springer denne uges græsturnering i Nottingham over, hvorfor Muguruza er topseedet. I næste uge er nummer 1 og 2 til gengæld med i den sidste test inden Wimbledon i Eastbourne.

Ishockey: Landsholdsspilleren Morten Madsen skifter fra Karlskrona til Timrå i den bedste svenske række. Den 31-årige har fået en etårig kontrakt i sin nye klub.

Thomas Mielcke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her