Skal den store bog om fodbold en dag have ny illustration over udtrykket 'at parkere bussen', findes der ikke et meget bedre billede end det i toppen af denne artikel.
Her var samtlige 11 iranske spillere nemlig samlet i eget felt, mens størstedelen af dem forsøgte at fravriste spanske David Silva bolden, inden han fik skudt på mål.
Med den stil formåede Iran at holde Spanien fra scoring i 54 minutter.
Her blev Diego Costa krediteret for en scoring, der mest af alt lignede et selvmål, da en iransk forsvarsspiller sparkede bolden ind på benet af den spanske angriber.
Det viste sig at blive afgørende for en kamp, som endte med spansk sejr på 1-0.
Dermed har Spanien og Portugal nu 4 point i gruppe B, mens Iran har 3 og skal slå portugiserne i den afgørende kamp for at bevare håbet om den første VM-ottendedelsfinale i landets historie.
Men det kunne være gået anderledes for iranerne mod Spanien. For da holdet først kom bagud, begyndte det faktisk at spille på et højere niveau end mod Marokko og i første halvleg mod spanierne.
Kombinationen af mere direkte spil ned mod det spanske mål og gode dødbolde gjorde, at Iran blev noget farligere, end spanierne nok havde forventet. Og det førte endda til det, som hele Iran troede var en scoring.
Efter en dødbold, der blev forlænget, stod Saeid Ezzatollahi ifølge dommerne nemlig offside. Det fandt stakkels Ezzatollahi og holdkammeraterne dog først ud af, da de havde fejret scoring, som var det den afgørende i VM-finalen.
Situationen blev undersøgt via VAR og lignede den rigtige afgørelse.
Den annullerede udligning fik dog ikke Spanien til at løfte niveauet og lukke kampen. I stedet kunne Vahid Amiri lave kampens detalje og spille bolden mellem benene på Pique, hvorefter den blev sendt mod bagerste stolpe, hvor Mehdi Taremi desværre for Iran headede bolden over mål.
Tættere kom Iran ikke på overraskelsen i en kamp, hvor det var svært ikke at spekulere over, hvad der var sket, hvis Iran havde grebet opgøret an, som man gjorde, efter Spanien kom foran.
Politikens stjernebarometer
- Alireza Beiranvand, Iran, 1
- Isco, Spanien, 1
- Vahid Amiri, Iran, 1
fortsæt med at læse




























