Optakt: Følelsesladede Neymar og Brasilien behøver bare et point

Neymar græd efter Brasiliens forløsende sejr over Costa Rica. Dmitri Lovetsky/AP
Neymar græd efter Brasiliens forløsende sejr over Costa Rica. Dmitri Lovetsky/AP
Lyt til artiklen

Indtil nu ved dette VM har Neymar ikke udfoldet sine evner med en fodbold, der er så utrolige, at det nogle gange får folk til at udråbe, at han kan gå på vandet.

Til gengæld har Paris-stjernen med sin tendens til at falde let og filme - mod Costa Rica så VAR-systemet Neymars unoder og hjalp dommeren på banen til at ændre sin straffesparkskendelse - optræde egoistisk og blive irriteret delt vandene blandt seere og tilskuere.

Uanset hvor frastødende, man synes disse ting er, er de et udtryk for, at Neymar vil vinde, og at han vil gå langt for det.

Da Brasilien slog Costa Rica på to mål i overtiden, jublede de brasilianske spillere og trænere og kastede sig i hinandens arme. Neymar brast i gråd. Han græd og græd.

2-0: Mægtige Brasilien knækker med besvær lille Costa Rica

Det siger noget om, hvor store forventningerne er til Paris-stjernen, og hvor lidt der skal til, før de bryder ud af kroppen som overvældende følelser.

Kun Lionel Messi og Cristiano Ronaldo har samme forventningspres på skuldrene.

Det vil være en helt enorm skuffelse, hvis Brasilien i dag må forlade VM. Omvendt vil det ikke afstedkomme helt vilde ansigtsudtryk, hvis holdet går videre til 1/8-finalen. Det er slet og ret forventningen.

Tites mandskab må naturligvis ikke tabe til Serbien, men 1 point er også nok.

For serberne, der følte sig snydt og bedraget i 2-1-nederlaget mod Schweiz, forholder det sig omvendt.

Balkanholdet kan ikke vide sig sikker på at gå videre med uafgjort mod Brasilien, som vil give dem samlet 4 point.

For så må Schweiz, der har 4 point før runde 3, i hvert fald ikke slå Costa Rica, der intet har at spille for og nok allerede har bestilt flybilletterne hjem.

Men bliver det en kendsgerning - at Serbien og Schweiz begge lander på 4 point - bliver målforskellen den afgørende faktor.

Nej, for serberne er det enkleste at slå Brasilien. Så er de klar til deres første VM-knockoutkamp som selvstændigt land.

Men det ligger til Brasilien og Schweiz.

Thomas Mielcke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her