Thomas Gravesen og Stig Tøfting er perlevenner og har været det i mange år. Engang udgjorde de en dynamisk, skrap duo på det danske landshold. De patruljerede side om side på midtbanen og ville ikke finde sig i noget. De skræmte og nedkæmpede modstandere, der ofte skulle til lidt behandling, når de havde været for tæt på de to danske muskelmænd, som godt kunne se noget vilde ud, og det danske mål.
Tøfting og Gravesen var på toppen i VM-slutrunden i 2002 i Japan og Sydkorea, hvor Morten Olsens mandskab spillede sig videre fra gruppespillet efter at have overrasket med en fin sejr over Frankrig. De fightede for hinanden og for holdet og passede godt på hinanden, både på og uden for banen. Da Thomas Gravesen skulle til den spanske hovedstad og præsenteres som ny Real Madrid-spiller, fløj Tøfting med og var vennens bodyguard.





























