Den danske orienteringsløber Maja Alm kan for fjerde år i træk kalde sig verdensmester i orientering på sprintdistancen, efter at hun lørdag vandt guld ved verdensmesterskaberne i Riga i Letland.
Den 30-årige dansker blev som den sidste af de 45 løbere sendt ud på ruten. Kort forinden havde svenske Tove Alexandersson sat bedste tid med 14 minutter.
Alm startede langsomt ud og var ved første mellemtid ti sekunder langsommere end svenskeren.
Men danskeren skruede langsomt op for tempoet. Ved andensidste mellemtid var hun således kun 0,4 sekunder langsommere end Alexandersson.
Det endte da også med at blive en overbevisende sejr, efter Alm kom i mål i tiden 13 minutter og 43 sekunder - 17 sekunder hurtigere end svenskeren.
Danske Caroline Gjøtterup deltog også i lørdagens sprintfinale. Hun sluttede som nummer 26 med tiden 15 minutter og 48 sekunder.
ritzau




























