Håndbold: Randers HK og Odense har gjort Nykøbing Falster selskab til Final Four i kvindernes pokalturnering, Randers HK nåede semifinalerne med en overraskende sejr over mesterholdet København. Randers vandt 27-26 efter fornylig at have tabt med 17 mål i ligaen til København. Odense besejrede Silkeborg-Voel KFUM 29-25 efter at have været bagud med et enkelt mål ved pausen. Den sidste semifinalist findes torsdag i en kamp mellem Viborg og Esbjergs forsvarende pokalvindere.
Fodbold: Det koster Juventusspilleren Douglas Costa fire spilledages karantæne, at han i søndags blev udvist for at spytte Federico Di Francesco fra Sassuolo i hovedet under en kamp i Serie A.
Fodbold: Den spanske 2012-europamester Alvaro Negredo skifter atter klub. Den nu 33-årige angriber med en fortid i Manchester City, Valencia, Sevilla, Real Madrid og Besiktas skal spille for Al-Nasr i De Forenede Arabiske Emirater.
Fodbold: Den italienske Serie A er suspenderet indtil videre. Efter tre afviklede spillerunder med 19 hold har flere klubber gjort krav på de pladser, der er blevet ledige, efter Bari, Cesena og Avellino er gået konkurs, og inden er der fundet en afklaring, bliver der ikke spillet yderligere kampe.
Fodbold: Kvindelige fodboldstjerner koster stort set ikke noget, når de skifter klub. Det viser tal fra Fifa, der blot har registreret en samlet transfersum på 3,15 millioner kroner i foreløbigt 577 klubskifter i 2018. I kun 20 af de 577 klubskifter var der penge, der skiftede hænder. Blandt mænd registrerede Fifa 15.049 spillerhandler til en samlet værdi af lidt over 45 milliarder kroner - eller en gennemsnitspris på 3 millioner kroner per spiller.
Tennis: Russeren Maria Sharapova har på grund af en skade i armen trukket sig fra WTA-turneringerne i Beijing, Tianjun og Moskva og vil i stedet gøre comeback i Shenzhen januar 2019. »Jeg bliver nødt til at give mig selv tid til at komme over en skade«, siger verdensranglistens nummer 24 til tennismash.com.
Fodbold: I forbindelse med sin træneruddannelse er Christian Poulsen som en slags praktikant blevet tilknyttet trænerstaben en af sine tidligere klubber, hollandske AFC Ajax.
Direkte sport i tv
Tirsdag 18. september
Fodbold: Chelseas franske verdensmester N’Golo Kante havde en hyggelig lørdag aften, beretter BBC. Efter 4-1-sejren over Cardiff skulle Kante med toget til Paris, men nåede rettidigt frem til stationen. I stedet gik han hen til den lokale moske ved King’s Cross Station for at bede. I moskeen mødte han et par fans, der tro mod muslimsk skik inviterede hjem på aftensmad. Det hele sluttede med en gang ris og karry, Fifa på computeren og tv-sammendrag af Chelsea og Kantes kamp mod Cardiff samt de øvrige opgør i Premier League. N’Golo Kante var i Fifa-spillet - ganske som på banen - nådesløs og satte de flinke fans til vægs.
Håndbold: Mens der er udestående i KIF Kolding er der for ottende år i træk positivt regnskab i Aalborg Håndbold. Plusset i 2017/18 lyder på 70.392 kroner før skat.
Fodbold: Den planlagte spanske ligakamp mellem Girona og FC Barcelona i USA i janaur møder nu modstand fra allerhøjeste sted i fodboldpyramiden. Gianni Infantino, der er præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) fortæller til ESPN, at han bestemt ikke er tilhænger af ideen. »En sådan kamp skal godkendes af de respektive nationale forbund, af de respektive kontinentale forbund og Fifa skal også have lov at give sit besyv med, da en beslutning vil få konsekvenser på globalt plan«, lyder det fra Fifa-bossen, der vil »hellere se en god amerikansk MLS-kamp i USA«.
Fodbold: Pierre-Emile Højbjerg var rasende og skuffet på trods af at han scorede et fremragende langskudsmål Southamptons 2-2-møde med Brighton i Premier League. Southampton førte efter scoringer af Højbjerg og Danny Ings 2-0, da der resterede bare 25 minutter af matchen. »Det er bare ikke godt nok. Vi føret 2-0 mod et hold vi skal slå, hvis vi vil have noget af det i denne sæson. Vi havde alle muligheder, men på en eller anden spillede vi aldrig rigtigt med selvtillid eller havde kontrol over opgøret«, siger den danske midtbanemand til Sky Sports.
Fodbold: Legendariske Diego Maradona fik en vellykket start på trænerlivet i den mexikanske 2. division, da hans Dorados-mandskab sejrede 4-1 på hjemmebane mod Cafetaleros de Tapachula. Det var sæsonens første sejr til klubben fra Culiacán.
Olympisk: 12 danske atleter mellem 15 og 18 år er med, når ungdoms-OL åbner 6. oktober i Buenos Aires. »Som altid til de olympiske events går danske atleter på banen for at vinde. Men modsat de voksnes OL, så er det ikke medaljer, der er målet med den danske deltagelse. De er primært med for at lære og for at få motivation til at ville endnu mere på den sportslige scene i fremtiden«, forklarer den danske chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard.
De danske atleter er:
- Nicolai Højgaard (golf)
- Stephanie Grundsøe (skydning)
- Alexander Young (mountainbike)
- Tazana Mikkel Kamanga-Dyrbak (atletik, 200 meter)
- Jacob Hindsgaul Madsen (cykling)
- Sofie Heby Pedersen (cykling)
- Mie Saabye Madsen (cykling)
- Jonas Winterberg-Poulsen (fægtning)
- Anne Wennerwald Normann (golf)
- Laura Lyck Artmann Larsen (karate)
- Thomas Kjeldgaard Lolholm Jensen (roning)
- Sif Nikoline Bendix Madsen (triatlon)
Badminton: Jan Ø. Jørgensen kom med på et afbud, men er nu videre til 2. runde i den præmiepengetunge China Open efter at have været nede med et sæt. Lee Dong Keun fra Sydkorea blev slået 18-21, 21-17, 21-13. Viktor Axelsen er også videre efter 21-12, 21-15 over thailandske Khosit Phetpradab. Doublen Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er ligeledes videre efter 21-18, 17-21, 21-11 mod et japansk par. 1. runde blev til gengæld endestationen Line Kjærsfeldt i damesingle. Hun tabte i to sæt til He Bingjiao.
Amerikansk fodbold: Chicago Bears sejrede i mandagens NFL-kamp mod Seattle Seahawks 24-17.
Fodbold: Der var klasseforskel, da storklubben Benficas i 2017 oprettede kvindehold debuterede i den portugisiske 2. division mod Ponte de Frielas. 27-0 sluttede det i et meget ensidigt opgør mellem en storklub, der havde indkøbet adskillige landsholdsspillere, og en lille hovedstadsklub.
fortsæt med at læse




























