SÅ SKULLE MAN opleve det. Ak ja. På ganske kort tid målt med historiens ur har Danmark, den lille ivrige nordiske nation med speciale i nichesportsgrene, mistet tre nærmest garanterede medaljegivende idrætsdiscipliner ved de olympiske lege – senest finnjollen.
Jeg vil gætte på, at tidernes mest berømte olympiske søulk, vor landsmand Paul Elvstrøm (1928-2016), vender sig i sin grav ved denne beslutning om at sløjfe finnjollen fra OL-programmet, når 2020-legene i Tokyo er forbi – hele 68 år efter at bådtypen var med første gang i Helsinki i 1952, hvor netop Elvstrøm vandt den første af sine tre olympiske guldmedaljer i bådtypen.



























